Kultur

Mikkel Hindhede og kampen om danskernes kost

Foto: Museum Skanderborg

For 85 år siden kæmpede Mikkel Hindhede for danskernes kost. I dag giver Fødevarestyrelsens kostråd ham ret.

Kom og hør forfatter Sven Halse fortælle om Mikkel Hindhedes kamp for at forbedre danskernes kost, først som overlæge i Skanderborg og siden som leder af Statens Kontor for Ernæringsundersøgelser i København.

Mikkel Hindhede (1862-1945) var den første overlæge på det nye Skanderborg Sygehus, som åbnede i 1892. Hans tilgang til kost og dens indvirken på helbredelse i forbindelse med sygdom var meget anderledes end de gængse idéer på den tid. Så anderledes, at man faktisk var ved at jage ham ud af byen. Hans tanker om plantebaseret kost gav ham tilnavnet “Mikkel Hundeæde”. De talrige kampe var hårde og ofte også humørfyldte. Hindhede gennemførte en lang række banebrydende undersøgelser og hentede ny viden hjem fra det store udland. Hans store øjeblik kom, da hans kostprincipper blev lagt til grund for Danmarks rationeringsplan under 1. Verdenskrig.

I forbindelse med foredraget udstiller museet et særligt mindebæger for Mikkel Hindhede samt diverse karikaturtegninger og andet om Mikkel Hindhedes tid i Skanderborg.

Fakta:

Foredragsholder: Sven Halse har i samarbejde med Daniel Henschen skrevet bogen Mikkel Hindhede og kampen om danskernes kost. Udgivet af Århus Universitetsforlag i 2020.

Tidspunkt: 7.10.2021 kl. 19-21. Der er pause midtvejs, hvor det er muligt at kigge på bogen og købe med rabat. Sidst på aftenen er det også muligt at stille spørgsmål til foredragsholder.

Billetpris: Børn og unge til og med 25 år er gratis. Voksne: kr. 75,00.

Sted: Museum Skanderborg, Perron 1, Jernbanevej 9, Skanderborg.

Tilmeld dig på www.museumskanderborg.dk/kalender. 

Der er gratis parkering på museets parkeringsplads.

Kommentarer