Erhverv •

Elefantprint køber Wilke Promotion: Så behøver du kun at handle ét sted

Jeppe Bladt og Anders Nees. Pressefoto.

Skanderborg-virksomheden Elefantprint har købt webshoppen wpro.dk og aktiviteterne i Wilke Promotion. Med handlen samles to lokale virksomheder, og medarbejderne bliver i byen. For tidligere ejer Jeppe Bladt betyder det et skifte fra selvstændig til ansat, og det har han det godt med.

Den 1. oktober 2026 overtog Elefantprint virksomheden Wilke Promotion, der siden 2012 har solgt reklameartikler, profilbeklædning og firmagaver til virksomheder, skoler og offentlige institutioner i hele Danmark.

Elefantprint har over 50 ansatte og egen produktion af tryksager, skilte og messestande på Sverigesvej i Skanderborg. Nu kommer reklameartikler og profiltøj med i porteføljen.

Fra ejer til ansat

Den nu tidligere ejer af Wilke Promotion, Jeppe Bladt, fortsætter som ansvarlig for wpro.dk og reklameartikler hos Elefantprint, og den nye position passer ham godt.

– Som lille virksomhed skal man kunne det hele selv. Nu kan jeg bruge min tid på det, jeg er bedst til, nemlig kunderne og webshoppen, sammen med over 50 dygtige kolleger. Og så er det en kæmpe bonus, at det hele bliver her i Skanderborg, fortæller Jeppe Bladt.

Alt med logo ét sted

For kunderne betyder sammenlægningen, at de nu kan samle deres indkøb ét sted.

– Vores kunder spørger tit, om vi også kan levere kuglepenne, krus eller tøj med logo. Nu kan vi svare ja. Wilke Promotion har en veldrevet webshop, en stærk kundebase og folk, der kender branchen indefra, siger Anders Nees, indehaver af Elefantprint.

Kunderne vil fortsat møde de samme webshops og de samme medarbejdere, bare med et større sortiment.

Fakta

  • Elefantprint: Etableret 2006, +50 ansatte, Sverigesvej 11, 8660 Skanderborg. Tryksager, skilte og messestande
  • Wilke Promotion: Etableret 2012, 3 ansatte. Reklameartikler, profilbeklædning, merchandise og firmagaver til B2B-kunder via wpro.dk
  • Overdragelse: 1. oktober 2026
  • Alt samlet på Sverigesvej 11, 8660 Skanderborg

 

Kommentarer