Samfund

Ikonisk Sølund-bygning omdannes nu til åbent aktivitetshus

Aktivitetshuset består af kælderetage, stueetage, 1. sal og tagetage i alt 2.378 kvadratmeter. Huset kommer blandt andet til at rumme større værksteder og flere finværksteder, café, mødelokaler og meget mere. Foto: Skanderborg Kommune

Et nyt samlingssted for kreativitet, fællesskab og frivillighed er på vej i Skanderborg Kommune. Pavillon fem ombygges og er klar til at tage imod nye brugere i starten af 2024.

En gennemgribende renovering og modernisering af pavillon fem sættes nu i gang. På byrådsmødet onsdag aften frigav Byrådet en anlægsbevilling på 26 millioner kroner. Pengene skal gå til en gennemgribende renovering af bygningen og til at indrette kreative værksteder, mødelokaler og et spændende udemiljø. 

Stedet kommer til at huse Center for Frivillighed og Fællesskab, socialpsykiatrien og en del af kompetencecentrets aktiviteter, men skal også danne ramme om nye fællesskaber på tværs af kommunale institutioner, frivillige, værkstedsbrugere, familier, foreninger med mere.  

– Sølund er et enestående område med natur, mangfoldighed og bymæssig nærhed. Med det nye aktivitetshus går vi efter knytte området endnu bedre sammen med midtbyen, siger borgmester Frands Fischer, og fortsætter.

– Ambitionen er at skabe et levende sted, hvor mennesker med vidt forskellige baggrunde, forudsætninger, og interesser har lyst til at komme og være med i forskellige aktiviteter. Vi vil skabe et sted, hvor man kan arbejde, lytte til foredrag, holde foreningsmøde, være kreativ eller bare nyde en kop kaffe. Det skal være et levende sted med højt til loftet. 

Det nye mødested skal være en del af den puls og aktivitet, der er omkring Sølund-området i dag, hvor både Sølund Festivalen og SMUKFEST har aktiviteter. 

Huset kort fortalt

  • Aktivitetscentret består af kælderetage, stueetage, 1. sal og tagetage. 
  • Arealet er på 2378 kvadratmeter i alt. Hertil kommer et større udeareal som også indrettes.
  • Der bliver plads til ca. tre større værksteder i kælderetagen samt flere finværksteder, møderum og opholdsrum på stue og 1. etage. (Indholdet på værkstederne defineres i samarbejde med kommende brugere)
  • Derudover skal bygningen huse Center for Frivillighed og Fællesskab samt Socialpsykiatrien.
  • Café og køkkenaktiviteter som i dag ligger på Vestermølle indrettes i stueetagen 
  • Det samlede budget for centret er på 33 millioner kroner. Dertil kommer renovering af tag og facade.
  • Fællesskabshuset forventes at åbne januar 2024.

Har du ideer til husets indretning? 

Der er nedsat en række åbne arbejdsgrupper, som arbejder på indretningen, udearealernes udformning og på at skabe gode rammer for den fremtidige drift og fællesskabet i huset, osv. Har du ideer eller lyst til at være med, så skriv til projektleder Vibeke Breuerbach eller frivilligkoordinator Hanne Lykkeskov. Der er masser af muligheder for at komme med bidrag til husets indhold og funktion.

Kommentarer