Fra klasseværelse til isenkram: Cathrine fandt sin nye vej hos Imerco

30-årige Cathrine Kjær er startet på elevuddannelsen i Imerco Skanderborg. Pressefoto (beskåret).

For tre år siden besluttede 30-årige Cathrine Kjær at skifte arbejdsretning; efter fire år som skolelærer tog hun arbejde i den lokale Imerco i Skanderborg. Nu har hun taget skridtet videre og startet som elev i butikken.

I de fleste byer møder man nye, smilende elev-ansigter, når man besøger den lokale Imerco. I Skanderborg har butikken netop budt Cathrine Kjær velkommen som elev – men for Cathrine er det ikke første gang, hun trækker i Imerco-trøjen. Efter tre år i kæden er elevuddannelsen nemlig det naturlige næste skridt.

Danskejede Imerco har netop budt en række nye elever velkommen i butikkerne landet over. I den lokale Imerco på Adelgade 61 i Skanderborg er 30-årige Cathrine Kjær nu er startet på sin elevuddannelse. Hun har allerede tre år bag sig i Imerco, hvor hun har været omkring flere forskellige butikker og fået erfaring fra forskellige teams og arbejdsopgaver. Nu er hun klar til at gå endnu mere i dybden med faget.

For Cathrine handler beslutningen især om ønsket om at få mere viden, ansvar og faglighed oven på de erfaringer, hun allerede har opbygget.

– Jeg var klar til at få endnu mere viden og ansvar – og at dygtiggøre mig. Jeg har mødt flere elever rundt omkring i Imerco-butikkerne, som altid har talt rigtig positivt om uddannelsen. Deres erfaringer og gåpåmod var med til at give mig lysten til at tage det næste skridt, fortæller hun.

En ny vej i arbejdslivet

Inden Cathrine begyndte i Imerco, arbejdede hun som lærer i fire år. I dag er hun glad for, at hun turde skifte retning, og gennem sine tre år i Imerco har hun fundet en hverdag, hvor hun trives. Mødet med de mange forskellige kollegaer og kunder har givet hende lyst til at blive endnu dygtigere og fortsætte sin udvikling i Imerco Skanderborg.

– Jeg håber på at få mere ansvar og komme endnu mere i dybden med tingene. Jeg kunne godt tænke mig at blive ved med at udvikle mig i Imerco, og måske er jeg en dag så heldig at blive butikschef, fortæller Cathrine.

Du kan allerede nu møde Cathrine Kjær i Imerco i Skanderborg, hvor hun glæder sig til at tage godt imod kunderne med masser af erfaring, energi og et stort smil.

 

Kommentarer