Kultur

Elever varmer op til børnejazz med mini-festival

Børnejazz-kvartetten "De onde" optræder altid med hat, maske og kappe. Foto: Kim Matthäi Leland.

Den prisbelønnede børnejazz-kvartet ”De Onde” giver koncert på Hørningskolen den 6. maj. Det er en såkaldt Kulturpakke-koncert, som eleverne nu tilføjer festivalstemning.

Jazz-kvartetten De Onde, som vandt Danish Music Awards Børnejazzpris i 2021, gæster den 6. maj Hørningskolen som del af dette skoleårs 171 Kulturpakke-arrangementer på skolerne i Skanderborg Kommune.

Kulturpakker er målrettet kommuner og samler børnekulturelle arrangementer inden for dans, teater og musik. 

Koncerten bliver imødeset med så stor glæde og forventning, at skolen nu har besluttet at skabe ægte festivalstemning med elevoptrædener og aktivitets- og madboder.

– Vores elever er udviklingshæmmede i let til svær grad, så de reagerer måske nok på deres helt egen måde på impulser fra musikerne på scenen – men de nyder det ikke desto mindre i fulde drag, forklarer viceskoleleder Vibeke Bergmann fra Hørningskolen.

– Faktisk er Kulturpakke-koncerterne et stensikkert hit hvert år, og derfor har vi arrangeret en minifestival, hvor De Ondes optræden bliver dagens højdepunkt. Eleverne optræder også selv for hinanden, og mad- og aktivitetsboderne sætter prikken over i’et på dagens program, tilføjer hun.

Skræddersyet kreativitet

Fælles for koncerterne fra Kulturpakker er, at de er udvalgt og produceret særligt for børn – og at kunstnerne er vant til at tage særlige hensyn.

– Vi har haft kontakt til ‘De Onde’, som glæder sig til at spille for Hørningskolens elever og kommunikere med publikum på en lidt anden måde, end de plejer. Vi har generelt erfaringer med, at de kunstnere, der kommer og optræder i forbindelse med Kulturpakke-koncerterne er gode til at tilpasse koncerternes indhold og form til vores elever, siger viceskolelederen.

Hørningskolen har som et af sine pædagogiske fokuspunkter at stimulere elevernes kreative evner, fordi det udvider deres muligheder for at udtrykke sig. Her er koncert og minifestival vigtige elementer:

– Vi oplever blandt eleverne en tydelig glæde ved musikken og ved det, at der sker noget nyt. Men det er altafgørende, at rammerne er kendte og trygge. Derfor er vi meget afhængige af, at kunstnerne kommer til os, pointerer Vibeke Bergmann.

Kultur for alle

Kulturpakker, der samler børnekulturelle arrangementer fra de tre nationale kompetencecentre TeaterCentrum, Dansehallerne og Levende Musik i Skolen, har nu i 11 år leveret børnekultur “ud af huset” til skolebørn i Skanderborg Kommune.

Konstitueret direktør Gitte Abildtrup hos Levende Musik i Skolen glæder sig over, at Kulturpakker også formår at ramme plet med koncerten på Hørningskolen:

– Målet er at nå ud til samtlige børn i grundskolen, selvfølgelig med koncerter, som også passer til målgruppen, uanset om det er store, små, en almindelig folkeskole eller en specialskole. Det vil vi, fordi det skaber kulturel lighed på tværs af alle samfundsgrupper. Musikken spiller en stor rolle for os alle, og derfor er det virkelig skønt, at Hørningskolen nu runder koncerten op til en lille musikfestival, mener Gitte Abildtrup.

Fakta om Kulturpakker

Med Kulturpakker kan kommuner give skolebørnene adgang til arrangementer inden for tre kunstarter – dans, teater og musik – hvert skoleår. 

Alle skoleelever i kommunen overværer hvert år én koncert, én teaterforestilling og én danseforestilling, eller deltager i et danselaboratorium.

I en kommune med 7000 skoleelever giver det på et skoleår i alt 60 koncerter, 93 teaterforestillinger og 140 dansebesøg.

Kommentarer