Debat og politik

Vi ønsker uddannelser til Skanderborg

I så mange år har vi talt om arbejdsløshed, men problemet har længe været det modsatte – nemlig at det går strygende for vores virksomheder. Det er specielt i Skanderborg derfor svært at rekruttere tilstrækkeligt med hænder og hoveder. Og selvom det for de fleste er nemt for vores unge at få et job, skal man ikke falde i den gryde, at stå uden papir på ens kompetencer. Vi har en fantastisk Ungdommens Uddannelsesvejledning. De unge vejledes fra de går i 7. klasse, og til de får en ungdomsuddannelse eller fylder 30 år.

Den unge ses dybt i øjnene og de får relevante handlemuligheder. I Skanderborg har vi også en målrettet indsats for unge, der har forskellige udfordringer, gennem »Den kommunale ungeindsats«. Det vil betyde, at alle unge bliver inkluderet og dermed også får sig en uddannelse eller et arbejde.

Det vil dog gøre en kæmpeforskel, hvis vi i Skanderborg kunne tilbyde flere faglige uddannelser i vores campusmiljø i Højvangen. Der er mange unge, som helst vil blive boende og hvor udsigten til at flytte eller pendle, netop udskyder beslutningerne om fremtiden.

I Radikale Venstre vil vi derfor både kommunalt og nationalt arbejde for, at vi i Skanderborg Kommune, kan få flere faglige uddannelser, også kaldet EUD uddannelser.

I Skanderborg planlægger vi også en særlig indsats for, at unge med en gymnasial uddannelse bliver introduceret til muligheder indenfor virksomhederne i Skanderborg kommune. Det er et initiativ, der gennemføres sammen med Fagbevægelsen, Erhverv Skanderborg, Skanderborg Gymnasium og Skanderborg kommune under det særlige samarbejde, der er etableret og hedder »Fremtidsforum«. I den sammenhæng vil vi gerne bakke det synspunkt op, der forleden blev fremsat af en virksomhedsleder, at der skal være en tæt kontakt mellem vore folkeskoler og virksomhederne. Erhvervspraktikken er et væsentlig redskab i den forbindelse.

Spørgsmålet er, hvad der er særligt vigtigt for de unge i kommunen, og hvordan det ser det ud i forhold til det generelle billede på landsplan. Hvilke uddannelser kunne med fordel blive placeret her. Indtil videre har vi med Sosu Østjylland, fået en afdeling i kommunen. Og det viser sig, at vore egne unge søger uddannelsen, også fordi de netop gerne vil blive boende.

Vi vil i Radikale arbejde på at øge antallet af pladser og anskaffe et bredere udsnit af forskellige andre fagmuligheder. Vi skal holde på vores virksomheder, der bliver ladt i stikken, når der ikke er tilstrækkeligt med hænder i produktionen.

Der skal være pædagoger i vores børnehaver og som nævnt faglig veluddannet personale på plejehjemmene. Så det er med at komme i gang med faglig uddannelse til vores unge og til andre unge der kunne tænkes at søge hertil.

Kommentarer