Samfund

Unge iværksættere ser lyset på studiet: ”Vi har lært, hvordan en iværksætter tænker”

Iværksættervirksomheden CEDI Alert har opfundet en community-baseret overfaldsalarm for mennesker, der er i nød. Virksomheden er kun lidt over et år gammel, men har allerede modtaget legater og priser på over 100.000 kr. De fire stiftere fik iværksætterkompetencer på entrepreneurship-uddannelsen på VIA University College: Fra venstre ses Caroline Louise Lilleør, Kristine Skovgaard, Camilla Højberg Pedersen og Camilla Dalsgaard Sonne. Foto: CEDI Alert

Der er stort potentiale for iværksætteri blandt studerende – de skal bare lære, hvordan man gør. Det viser erfaringerne fra et stort EU-projekt i Midtjylland, hvor 700 studerende er gået iværksættervejen og har grundlagt 400 nye virksomheder.

Vi kender alle historierne om de fødte iværksættere, der fra barnsben har drømt at udvikle nye produkter og få egen virksomhed – og som går deres helt egne veje. Men der findes også et andet og langt større vækstlag af iværksættere, som med stor gevinst kan opdyrkes.

Det viser erfaringerne fra et stort, midtjysk strukturfondsprojekt, ”Entreprenørskab i uddannelserne”.

I projektet, der er støttet med 20,6 mio. kr. fra EU’s Socialfond, har 6.100 studerende i en tværgående indsats på en række øst- og midtjyske uddannelsesinstitutioner gennem fire år fået undervisning i entreprenørskab og iværksætteri.

Resultatet overgår forventningerne

Da projektet begyndte i 2016, var målet at få 350 studerende til at stifte en ny virksomhed. Nu ender tallet på over 400 iværksættervirksomheder, og omkring 700 studerende er gået iværksættervejen.

“Den fødte iværksætter findes naturligvis stadig, men vi har vist, at entreprenørskab og iværksætteri kan læres. Og når de studerende først har lært disciplinen, dukker der nye talenter op, som ikke vidste, at de havde flair for iværksætteri. Det giver en langt større målgruppe at arbejde med,” siger projektleder Erik Løvgren Brejner fra professionshøjskolen VIA University College.

Unge iværksætterkvinder opfinder alarm

Blandt de 700 iværksættere er fire unge kvinder, der læser Design and Business på VIA University Colleges entrepreneurship-uddannelse. Her fik de idéen til en overfaldsalarm, der skal hjælpe mennesker i nød. De stiftede derfor i efteråret 2019 virksomheden CEDI Alert, som har allerede fået megen omtale og skabt interesse blandt investorer.

“Vi bliver undervist i en iværksætters mindset på vores uddannelse. Undervejs har vi løbende fået teori og viden, der passer til de faser, som vores virksomhed har gennemløbet – helt fra idéstadiet til færdig virksomhed. Det har været helt afgørende for den retning, vi har valgt,” siger en af de fire iværksættere, Kristine Skovgaard.

Hun og de tre andre stiftere, Camilla Højberg Pedersen, Caroline Louise Lilleør og Camilla Dalsgaard Sonne, kommer alle fra iværksætterfamilier. Trods baggrunden var der rigtig mange forhold omkring egen virksomhed, som de ikke kendte noget til. Et skrivebord i studentervæksthuset på Campus C på VIA University College i Aarhus fik afgørende betydning.

Der er knyttet i alt 14 studentervæksthuse til uddannelsesinstitutionerne, som har deltaget i ”Entreprenørskab i uddannelserne”. Seks af væksthusene er kommet til under projektet. De involverede uddannelsesinstitutioner er VIA University College, Aarhus Universitet, Aarhus Maskinmesterskole samt erhvervsakademierne Dania, MidtVest og Aarhus.

Studentervæksthusene er helt centrale i projektet, for det er her, de mange nye iværksættervirksomheder har fået en arbejdsplads, et netværk, rådgivning og sparring. CEDI Alert-kvartetten fik her hjælp til at lede efter investorer og søge patent, tanket kompetencer samt fået rådgivning om den almindelige drift, der ligger i en virksomhed.

Kristine Skovgaard siger:

‘”Vi er virkelig privilegerede med en plads i studentervæksthuset. Det er fantastisk at få stillet et kontor til rådighed i et miljø med så mange kompetencer. Lige ved siden af os sidder to fyre, der ved alt om marketing, og vores undervisere kommer ofte forbi, så vi kan sparre med dem.”

Og Camilla Højberg Pedersen tilføjer:

“Studentervæksthuset får mange flere til at springe ud i at blive iværksætter, mens de er studerende. Ellers skulle man bruge mange penge på lejede lokaler, og jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg sad alene derhjemme.”

Læge-duo bag sår-symaskine

I Aarhus Universitets største iværksætterfælleskab, studentervæksthuset The Kitchen, fik de to medicinstuderende Christine Aarenstrup Daugaard og Mads Holbech Esmann foden under eget skrivebord i oktober 2017 med deres idé: Sårsymaskinen The Stitcher, der hurtigt og sikkert kan gøre arbejdet for læger og dyrlæger. I 2018 stiftede de virksomheden Esgaard, og selv om de siden er blevet færdiguddannede læger med fast arbejde, arbejder de stadig på at få deres opfindelse på markedet.

“Vi har i øjeblikket et patent til vurdering, og vi satser på, at The Sticher bliver klar til brug på dyr i 2021 og godkendt til mennesker i 2023,” fortæller Christine Aarenstrup Daugaard.

Hun oplever iværksætteri som meget populært blandt de studerende på Aarhus Universitet:

“Det giver rigtig meget anerkendelse at være iværksætter, og det er som om, at alle bare går rundt og prøver på at få en god idé.”

I The Kitchen fik hun og Mads hjælp med en række praktiske udfordringer i forbindelse med patentansøgningen, og de lærte blandt andet at arbejde konkret med en business case.

“De bad os blandt andet om at afsøge markedet systematisk for at se, om der overhovedet er kunder til vores produkt. Vi var sporet ind på det i forvejen, men de prægede os til at være mere kommercielle,” siger Christine Aarenstrup Daugaard.

Bryllupsarrangør tror på fremtiden

Et helt tredje sted i EU-projektet – på handelsakademiet Dania i Randers – havde 23-årige Sarah Bandona i foråret længe ledt efter en praktikplads som serviceøkonom. De oplagte praktiksteder – hotellerne – var lukket ned på grund af COVID-19. I stedet sprang hun på et nyt tilbud: 10 ugers iværksætterpraktik, hvor kravet om at være CVR-registreret er erstattet af en forretningsidé og en mentor.

Her kunne Sarah hellige sig sin drøm om sin egen bryllupsarrangørvirksomhed, og hendes drøm er stadig intakt, selvom udviklingen i år ikke har været gunstig.

“Restriktionerne på grund af COVID-19 har sat bryllupperne på pause, og jeg prøver i mellemtiden på at booste mig selv på Instagram og min egen hjemmeside. COVID-19 har betydet, at jeg ikke har arrangeret nogen bryllupper endnu. Men nu har jeg åbnet et CVR-nummer, for det er min intention, at det her skal være en seriøs virksomhed, som jeg vil leve af, og ikke bare en hobbyvirksomhed.”

Projektleder: Kæmpestort potentiale

Projektleder Erik Løvgren Brejner, VIA University College, er imponeret over gåpåmodet i de mange nye iværksættervirksomheder, og han er stolt af, at det er lykkedes at få så mange studerende til at blive iværksættere.

“Der har ganske enkelt vist sig at være højere kvalitet og mere risikovillighed i de studerende, end vi regnede med. Undervisningen har været afgørende – uden den var denne store gruppe ikke blevet iværksættere, men var bare gået i gang med noget andet.”

Ifølge Erik Løvgren Brejner skaber projektets resultater helt nye perspektiver for iværksætteri, og han mener, at langt flere studerende kan gå iværksættervejen. For det er kun 10 pct. af alle studerende, der gennem årene har fået undervisning i iværksætteri og entreprenørskab samt kompetenceudviklingsforløb.

“Potentialet er med andre ord kæmpestort, men for at det kan udfoldes, skal iværksætteri og entreprenørskab være indbygget i alle fag,” siger projektlederen.

Projektets resultater falder i tråd med en generelt stigende interesse blandt unge under 30 år for at starte virksomhed. I begyndelsen af 2018 var kun 3 pct. af de unge under 30 år iværksættere, men tallet var mod slutningen af 2019 steget til 11 pct., viser en undersøgelse fra juni i år fra Dansk Erhverv.

FAKTA OM ”ENTREPRENØRSKAB I UDDANNELSERNE”

Projektet startede i maj 2016 og slutter med udgangen af januar 2021. Det samlede projektbudget er 41,2 mio. kr., heraf har EU’s Socialfond bidraget med 20,6 mio. kr.

”Iværksætteri i uddannelserne” drives af professionshøjskolen VIA University College i partnerskab med Aarhus Universitet, Aarhus Maskinmesterskole samt Erhvervsakademierne Dania, MidtVest og Aarhus. Desuden samarbejdes der med Herning, Holstebro, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg og Aarhus kommuner om studentervæksthusaktiviteter.

I projektet er målet, at 6.000 studerende får forbedrede kompetencer inden for iværksætteri, og 4.550 af dem skal opnå formelle færdigheder. Det er målet, at 350 iværksættere skal starte ny virksomhed.

Læs mere om ”Entreprenørskab i uddannelserne” i Erhvervsstyrelsens projektdatabase

Læs mere om ” Entreprenørskab i uddannelserne” på projektets hjemmeside

FAKTA OM EU’s SOCIALFOND

I perioden 2014-2020 investerer EU’s Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst. Derfor medfinansierer EU’s Socialfond projekter, der skal:

  • Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
  • Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
  • Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser

Kommentarer