Kultur

Udstillingen ‘Vis din Samling’ blev et lokalt tilløbsstykke på Rådhusloftet i Hørning

Foto: Skanderborg Kommunes Biblioteker

Hvad skal der egentlig helt konkret til, for at en genstand findes værdig til at indgå i en samling? Dette spørgsmål er vist ikke helt så ligetil at svare på.

Er du en samler, har du måske oplevet at spotte ”guld” i noget, som for andre øjne bare er en hverdagsgenstand, en dims eller noget nips? Samlinger kan opstå af mange årsager, og der knytter sig som regel også spændende, sjove og personlige historier til de udvalgte genstande, der har vundet en samlers opmærksomhed og fået plads i en samlers samling.

Sådan forholder det sig også med de samlinger, som lørdag den 5. november præsenteres på Rådhusloftet i Hørning. I tidsrummet 11-15 kan alle interesserede lægge vejen forbi udstillingen ”Vis din samling” og bl.a. opleve samlinger af søpindsvin, nipsenåle, askebægere, flaskeskibe, pixi-bøger, Nuser figurer og meget mere….

Alle samlere på denne udstilling er passionerede omkring deres samlinger – og alle samlere på denne udstilling er mere eller mindre lokale. Der er gratis adgang til udstillingen for alle interesserede, og undervejs byder Rådhusloftets arrangementsgruppe på kaffe til de fremmødte.

– Der har simpelthen bare været en helt fantastisk interesse for udstillingen ’Vis din samling’”, fortæller Marlene Theager, som slet ikke er i tvivl om, at udstillingen bliver velbesøgt.

Marlene er selv medlem af Rådhusloftets arrangementsgruppe og har i den forbindelse været kontaktperson for samlere, der har ønsket at udstille dele af deres samling på den aktuelle udstilling.

– Det har virkelig været interessant at tale med de mange samlere, som har villet forhøre sig på udstillingen og tankerne bag, fortæller hun.

– Og så har jeg jo samtidig været så privilegeret at få et lille indblik i de mange personlige historier, der gemmer sig i de forskellige samlinger, og som samlerne vil elske at dele med de mange besøgende den 5. november, røber hun med et smil. 

Marlene fortæller også, at der pt. er enkelte ledige borde til udstillingen ”Vis din samling”. Så læsere, der kunne tænke sig at vise deres samling frem for andre, er derfor velkomne til at kontakte Marlene Theager på telefon 23 95 72 82 eller mail lunde8362@live.dk 

Rådhusloftet – byens nye samlingssted

Udstillingen ”Vis din samling” er den første i rækken af de aktiviteter, som Rådhusloftets arrangementsgruppe samarbejder med Hørning Bibliotek om at afvikle til glæde for byens beboere. Fælles betegnende for disse aktiviteter er det, at de primært afvikles af områdets mange frivillige og med det overordnede formål at samle unge og ældre omkring en bred vifte af kulturelle tilbud. 

– Vi har længe savnet et sted, hvor vi kan mødes om forskellige aktiviteter, fortæller Kent Ebbesen, som ligeledes indgår i Rådhusloftets arrangementsgruppe.

– Sådan et samlingssted er endelig blevet en realitet, nu hvor det rummelige Rådhusloft oven på Biblioteket er blevet så flot istandsat. Vi har derfor til en start etableret en arrangementsgruppe, som med hjælp fra Biblioteket vil arbejde for at få skabt en masse aktivitet deroppe, tilføjer han. 

Arrangementsgruppen har allerede en del ideer til arrangementer for både børn og voksne, og det forlyder, at Hørning beboere bl.a. godt kan glæde sig til foredrag, fællessang, filmforevisning og filtning hen over vinteren. Rådhusloftets arrangementsgruppe vil selvfølgelig allesammen være tilstede den 5. november og modtager her gerne idéer til andre lignende arrangementer på Rådhusloftet.  

 

Kommentarer