Livsstil og forbrug

Stor undersøgelse: Hvor meget bevæger du dig?

Får du motioneret nok? Det vil 'Danmark i Bevægelse' undersøge. Arkivfoto

Er du mest til gåture eller sofahygge? Løb eller ludo? Forskningsprojektet Danmark i Bevægelse sætter fokus på vores bevægelsesvaner og sender et spørgeskema ud til 400.000 danskere over hele landet – heraf også mange indbyggere i Skanderborg Kommune.

Forskere på Syddansk Universitet vil undersøge, hvor meget vi bevæger os, og hvad der motiverer os til at komme ud over dørtrinnet. Den viden er nemlig forudsætningen for, at flere kan få et mere aktivt liv.

Derfor får ca. hver tiende voksen over 15 år i Skanderborg Kommune nu et spørgeskema i deres e-Boks fra projektet ’Danmark i Bevægelse’.

Er du en af dem, der får skemaet tilsendt, kan du være heldig at vinde 10.000 kr skattefrit, hvis du svarer.

– Vi håber, at mange vil bruge lidt tid på at svare på spørgeskemaet. Vi vil gerne blive klogere på, hvad der motiverer folk til at komme ud over dørtrinnet. Hvordan kan idrætshallerne f.eks. blive brugt af flere? Kan vi anspore flere til at bruge vores grønne områder? Det er nyttig viden for kommunen, men også for vores mange foreninger, som tilbyder idræt og bevægelse i alle afskygninger. Det sunde valg skal være det lette valg, siger Tage Nielsen, formand for Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget i Skanderborg Kommune.

Vil vise potentialet: Flere kan være aktive

Danmark i Bevægelse er den største nationale måling af bevægelsesvaner herhjemme, og spørgeskemaet sendes til ca. 400.000 borgere over hele landet.

Undersøgelsen kobler oplysninger om bevægelsesvaner, adfærd og motiver sammen med data om de muligheder for fysisk aktivitet, der findes i hver enkelt kommune, fx cykelstier, idrætsanlæg og grønne områder. På den måde opstår der et Danmarkskort over potentialet for at få flere i gang med at være mere fysisk aktive.

Forskningsprojektet bliver dermed et værdifuldt værktøj til at prioritere og planlægge fremtidens indsatser i hver enkelt kommune, når der skal skabes et Danmark i Bevægelse. Det er støttet af Nordea-fonden med knap 12 mio. kr.

Fysisk aktivitet er for mange forbundet med glæde og samvær med andre, mens det for andre er en naturlig del af den daglige transport og arbejdet. Alt sammen med en positiv virkning på den fysiske og mentale sundhed.

Fakta om Danmark i Bevægelse

Danmark i Bevægelse er den hidtil største nationale måling af vores bevægelsesvaner. 400.000 voksne danskere modtager spørgeskemaet i deres e-Boks.

Hver kommune modtager en opgørelse over potentialet til at få flere i gang med fysisk aktivitet i netop deres område.

Projektet løber fra 2019-22 og udføres af Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, med professor Bjarne Ibsen i spidsen. Det er støttet af Nordea-fonden med knap 12 mio. kr.

www.danmarkibevægelse.dk

Kommentarer