Samfund

Stabile priser på drikkevand og spildevand trods store investeringer

Foto: Skanderborg Forsyning A/S

Skanderborg Forsynings nye takster for 2022 holder sig på samme niveau som 2021. Anlægsinvesteringerne fortsætter på højt niveau, især på grund af separatkloakering.

Skanderborg Byråd har på sit sidste byrådsmøde før jul formelt godkendt Skanderborg Forsynings takster for 2022, som er de priser, forbrugerne betaler for vand og spildevandshåndtering. 

Taksterne fastholder niveauet fra 2021. En kubikmeter – 1.000 liter – drikkevand koster samlet 16,71 kr. for forbrugeren med et fast årligt bidrag per boligenhed på 737,50 kr. 

Afledning af en kubikmeter spildevand koster fortsat 43,13 kr. med et fast årligt bidrag per spildevandsstik på 687,50 kr. 

For forbrugere med en bundfældningstank stiger taksten dog lidt. En ordinær tømning koster 687,50 kr. i 2022 mod 625 kr. sidste år. 

Bestyrelsen i Skanderborg Forsyning fastsætter taksten og byrådet godkender, at de nye takster overholder de gældende regler for takster. Bestyrelsesformand Martin Frausing Poulsen glæder sig over at de nye takster er på plads. 

”Skanderborg Forsyning har en stor opgave med at sørge for sikker drift i en vækstkommune som Skanderborg, hvor der er stort fokus på vandmiljø og grundvand og på klimatilpasning overfor øgede regnmængder i fremtiden. Den opgave er jeg stolt over, at forsyningen løser samtidig med at den pris, forbrugerne betaler forsyningen, holder sig stabil,” siger Martin Frausing Poulsen.

Store anlægsinvesteringer i 2022

Netop væksten i Skanderborg Kommune og de øgede udfordringer fra kraftig regn har de senere år gjort det nødvendigt for Skanderborg Forsyning at fokusere på sikker drift af kerneopgaverne og øge anlægsinvesteringerne. 

Mellem 2019 og 2020 steg spildevandstaksten for at finansiere et øget tempo på især separatkloakering, og fra 2020 til 2021 steg drikkevandstaksten med et mindre beløb til grundvandsbeskyttelse.  

Det høje niveau af investeringer i sikker drift og anlægsprojekter fortsætter i 2022, selvom taksterne holder sig i ro sammenlignet med 2021. 

Bestyrelsesformand Martin Frausing Poulsen ser frem til endnu et år med mange anlægsprojekter i Skanderborg Kommune, der skal give sikker drift, øgede miljøgevinster og bedre håndtering af ekstreme regnmængder.  

”I Skanderborg Forsyning er vi langt fremme med klimatilpasning og anlægsprojekter, der skal videreudvikle kommunen som et godt sted at bo og drive virksomhed. Vi oplever stor vækst af nye borgere, der ønsker at bo i vores skønne kommune, og det skal vi imødekomme med en god og velplanlagt infrastruktur, der holder mange årtier frem.” 

Fakta om vandpriser

Den samlede pris på 16,71 kr. per kubikmeter drikkevand i Skanderborg Forsyning består af en vandpris på 7,50 kr., en investering i grundvandssikkerhed på 1,25 kr. og en statsafgift på 7,96 kr. 

Sammenligning af vandpriser på tværs af forsyninger og vandværker i Østjylland:

Område* – pris i kr. per m3 i 2022 Drikkevand Spildevand Årlig udgift for en stor familie (130 m3 forbrug + fast bidrag)

Skanderborg 16,71 43,13 11.597,80

Aarhus 19,20 29,13 9.528,60

Horsens 14,21 34,29 10.016,25

Silkeborg 14,21 36,25 10.153,20

Hammel 16,22 41,50 11.000,40

Odder 17,96 36,00 10.981,95

Vejle 17,78 40,00 11.887,70

Hedensted 11,37 48,75 12.011,95

*Område dækker over hovedbyer i kommuner for at give et sammenligneligt billede for drikkevandsforsyningen, som er delt mellem kommunalt ejede forsyninger og private vandværker. 

Skanderborg Forsynings fulde takstblad kan ses på www.skanderborgforsyning.dk/takster 

Kommentarer