Skolebørn skal være synlige i Skanderborg
Vintertid er lig med cykellygter, reflekser og pangfarver. Det budskab sætter Skanderborg Kommune fokus på med trafiksikkerhedskampagne og gratis reflekser.
Det kan gå grueligt galt, når cyklister glemmer lygterne i den mørke vintertrafik. Derfor gør Skanderborg Kommune med kampagnen “Bliv Set i Mørket” i øjeblikket en særlig indsats for at fortælle om vigtigheden af at være synlig i trafikken.
– Mange er ikke klar over, hvor svært det er at se en cyklist i mørket, og derfor vil vi gerne minde både forældre og børn om, hvor vigtigt det er, at især de bløde trafikanter husker lys, reflekser og pangfarver, så de lyser op i trafikken, siger Jette Schmidt, trafik- og tilgængelighedsrevisor i Skanderborg Kommune.
Synlighed er helt centralt i arbejdet med trafiksikkerhed. Som en del i kampagnen turnerer repræsentanter fra kommunen i uge 47 rundt og uddeler reflekser til eleverne. I år er det Låsby Skole, Voerladegård Skole og Åskolen i Hørning, der får besøg.
Trafiksikkerhed på skemaet
Også på skolerne er trafiksikkerhed på skoleskemaet. Ifølge Thomas Kjeldgaard, skoleleder på Åskolen, er det nemlig vigtigt at hjælpe med at etablere gode trafikvaner allerede i barndommen.
– Vi vil gerne, at så mange børn som muligt er selvtransporterende – at de enten går, cykler eller tager bussen i skole, og det kræver, at de lærer at passe på sig selv i trafikken. Vi er rigtig glade for Skanderborg Kommunes engagement i den henseende, og det passer også godt med vores egen indsat. Fx har vi trafik på skoleskemaet, og vi har både gå- og cykelprøver, hvor eleverne lærer at kigge sig godt for og give tegn siger Thomas Kjeldgaard
Bliv set i mørke er en del af Skanderborg Kommunes overordnede trafiksikkerhedsindsats kaldet De Ualmindelige:
– Vi har i mange år arbejdet dedikeret med selvtransport for de mindste. Når børn fx cykler i skole, er de mere indlæringsparate, fordi de får frisk luft og motion på vejen. Det er også med til at øge sikkerheden omkring skolerne, hvis vi kan nedbringe antallet af biler, fordi færre børn bliver kørt. Derfor er vi meget glade for det gode samarbejde, vi har med vores lokaler skoler, slutter Jette Schmidt.
Krav til cykellygter
Ifølge Rådet for Sikker Trafik skal man have lys på cyklen, når det er mørkt og ved nedsat sigte som tåge, regn og slud.
Cykellygterne skal:
- kunne ses tydeligt på min. 300 meters afstand
- være synlige fra siden
- lyse hvidt, gult eller blåligt foran, og rødt bagpå
- blinke min. 120 gange i minuttet – gule forlygter skal dog lyse konstant
- være tændt fra solnedgang til solopgang
Kilde: Rådet for Sikker Trafik
På Sikker Trafiks hjemmeside kan du få flere gode råd og se, hvilken forskel lys, reflekser og pangfarver gør for synligheden
Kommentarer