Skanderborg træder ind i klimaklub og forpligter sig på klimamål
Et enigt Byråd har sagt ja til, at Skanderborg Kommune bliver medlem af klimapartnerskabet DK2020, som arbejder for at omsætte målsætningerne i Paris-aftalen til konkret handling. Målet er at blive CO2-neutral i 2050.
Med indtræden i klimapartnerskabet forpligter Skanderborg Kommune sig til at lave en lokal klimahandlingsplan, som skal vise, hvordan det 427 km2 store område, som kommunen dækker, kan blive CO2-neutral senest i 2050.
– Arbejdet for et mere bæredygtigt klima kræver både handling i dag og fokus på det lange, seje træk. Derfor er det vigtigt, at vi nu – sammen med gode kolleger i andre kommuner – forpligter os til i fællesskab at finde de langsigtede løsninger, der skal bringe os hele vejen i mål, siger borgmester Frands Fischer.
DK2020-partnerskabet giver kommunerne adgang til rådgivning og sparring i forhold til at udvikle lokale klimahandleplaner med fælles metodik og et ambitionsniveau, der lever op til Paris-aftalen.
Fælles opgave at reducere CO2
Som virksomhed udleder Skanderborg Kommune knap 1 % af de samlede drivhusgasser i kommunen, så der er behov for, at borgere, foreninger og virksomheder bidrager, hvor de kan.
– Vi har brug for, at alle gode kræfter er med til at løfte opgaven. I Skanderborg har vi flere landsbyer, der virkelig rykker på klimadagsordenen og er med til at vise vejen. Vi har også lokale virksomheder, der er langt fremme med at forene grønne forretningsmodeller med en sund forretning. Med partnerskabet kommer vi i endnu højere grad til at invitere ind til samarbejde om konkrete reduktioner, siger Claus Leick, formand for Miljø- og Planudvalget.
Medlemskabet af DK2020 bygger oven på den igangværende indsats med at omstille kommunen, som udspringer af kommunens Klima-, energi- og ressourcepolitik fra 2020: Mere end 20 konkrete initiativer som klimaskole, grøn indkøbspolitik, omstilling til elbiler og grøn varmeproduktion er allerede sat i værk.
Om DK2020
Bag DK2020 står Real Dania, Concito, KL, regionerne samt C40 Cities, der er nogle af verdens største og mest klimaambitiøse byer.
Kommentarer