Samfund

Skanderborg reducerer CO2-aftryk

Elbiler er en del af løsningen for at nedbringe CO2-udledningen - både for kommunen som organisation og som geografi. Her er det en demonstration af elbiler i forbindelse med Klimafesten på Fælleden forleden. Foto: Per Bille

I perioden 2009-2021 er CO2-udledningen i Skanderborg Kommune som organisation faldet med 70 procent, viser nye tal. Målet er at være helt CO2-neutral i 2025. For kommunen som geografi er målet 70 procent CO2-reduktion i 2030, og her er der et godt stykke vej til målet.

Skanderborg Kommune har i en årrække arbejdet fokuseret på at nedbringe klimaaftrykket både for kommunen som organisation (også kaldet ’som virksomhed’) og som geografi. 

Det kan aflæses i tallene.

CO2-udledningen er faldet siden 2009, og i 2021 er udledningen 70 procent mindre end i 2009. Det viser ’CO2-regnskab for Skanderborg Kommune som virksomhed 2021’, som Byrådet havde på dagsordenen på byrådsmødet den 27. april 2022. 

CO2-udledningen er ganske vist steget lidt i forhold til 2020, men det var et år med usædvanlig lavt energiforbrug pga. mange corona-nedlukninger. Energiforbruget og CO2-udledningen i 2021 nåede dog ikke op på niveau med 2019.

Det skyldes dels en fortsat corona-effekt, og dels at en række nye klimaprojekter slår igennem i regnskaber, blandt andet:

  • Børnehuset Fredensgård og Jeksendalskolen er skiftet fra olie til varmepumper.
  • Hørning Bibliotek har fået behovsstyret ventilation, hvilket har skåret elregningen ned til en fjerdedel.
  • Bibliotekerne har fået LED-belysning.

Ifølge Skanderborg Kommunes Klima-, Energi- og Ressourcepolitik skal CO2-udledningen ned på 0 procent inden 2025. 

Det skal blandt andet ske ved at udskifte olie- og gasfyr i de kommunale bygninger med fjernvarme eller varmepumper og ved at udskifte den kommunale bilpark med elbiler. 

– Vi har taget en række initiativer, som vil sænke CO2-udledningen betydeligt. Det bliver svært at komme helt ned på 0 procent udledning allerede i 2025, men vi er opsatte på at nå målet. Det kræver hårdt arbejde og store investeringer i de kommende år, siger formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget Claus Leick. 

Behov for 280.000 tons mindre CO2

Byrådet behandlede også ’Klima- og energiregnskab for kommunen som geografi 2020’ på byrådsmødet. 

Det handler om CO2-udledningen hos private, erhverv og det offentlige inden for kommunegrænsen. Her er målet 70 procent reduktion af CO2-udledningen i 2030 med udledningen i 1990 som indeks. 

Selv om der over årene er sket en CO2-reduktion på 31 procent, så mangler der fortsat næsten 40 procentpoint for at nå målet. I absolutte tal skal CO2-udledningen være ca. 280.000 tons mindre i år 2030 end i år 2018.

– Vi er langt fra i mål, og der venter en stor udfordring i de kommende år. Vi har heldigvis gode partnerskaber på vej med det lokale erhvervsliv, landbruget og landsbysamvirket. Lige nu er vi ved at udfase naturgas fra kommunen, og vi arbejder også på at få flere ladestandere op i kommunen, så det bliver attraktivt at skifte til elbiler, siger Karen Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø. 

Kommentarer