Ry

Rådgiver valgt til foranalyse på Himmelbjerget

Fire rådgivningsvirksomheder var forhåndsindbudt til at give tilbud på opgaven, som nu er tildelt Hasløv & Kjærsgaard i samarbejde med det digitale rådgivningshus Seismonaut.
Det bliver arkitektfirmaet med speciale i by- og landskabsdesign Hasløv og Kjærsgaard, som sammen med det strategiske digitale rådgivningshus Seismonaut, skal stå for foranalysen omkring udviklingen af Himmelbjerget.

I løbet af de sidste par måneder har styregruppen for udviklingen Himmelbjerget i samarbejde med Realdania arbejdet med at finde en samarbejdspartner til den kommende foranalyse.

Fire rådgivningsvirksomheder var forhåndsindbudt til at give tilbud på opgaven, som nu er tildelt Hasløv & Kjærsgaard.

– Jeg er glad for, at vi nu er kommet et vigtigt skridt videre på vejen mod at få afdækket, hvordan vi kan udvikle området på en måde, der tager udgangspunkt i historien og respekten for landskabet og som flugter med det forståelsespapir, som tidligere er formuleret. Vi havde nogle gode bud at vælge imellem. Styregruppen har i enighed tildelt opgaven til Hasløv & Kjærsgaard, fordi de har vist en særlig god forståelse for områdets unikke natur og historie, og den betydning området har både lokalt og nationalt, siger borgmester Frands Fischer.

Tre hovedområder

Foranalysen skal være klar i sommeren 2021, og kan forhåbentlig bruges som afsæt for et kommende konkurrenceprogram om den videre udvikling af området.

Allerede nu ligget det fast, at arbejdet skal munde ud i konkrete bud på udviklingen af tre hovedområder:

  • Demokratihistorien på Himmelbjerget og formidlingen af den
  • Oplevelsen undervejs på Himmelbjerget bjerget.
  • Ankomsten til Himmelbjerget, når man kommer kørende eller sejlende.

Udover at lave selve undersøgelsen kommer rådgiveren også til at stå for inddragelse af interessenter i processen.

I starten af december vil der være opstartsmøde mellem styregruppen og Hasløv og Kjærsgaard/Seismonaut. Den overordnede køreplan for processen, herunder tidspunkter for informationsmøder med interessenter m.m. forventes at være klar medio december.

Det er ambitionen, at resultaterne kan præsenteres for Byrådet i Skanderborg Kommune i forsommeren 2021.

Unik natur og historisk område

Himmelbjerget er i dag et af Danmarks bedst besøgte attraktioner med en storslået natur og unik kulturarv. Stedet besøges af ca. 400.000 mennesker årligt.

Kommentarer