På eventyr i havkajak
Oplev ’Kajak-Lasse’s billeder og fortællinger om danske natureventyr oplevet i havkajak.
Kom med på en fantastisk rejse i havkajak, når kajakroer og foredragsholder Lasse A. Bøgh deler ud af sine personlige oplevelser, billeder og erindringer fra hans rejser med sin havkajak rundt i den smukke danske natur.
Lasse roede i 2019 Danmark rundt i havkajak. Med en alder på dengang 25 år er Lasse den yngste til at gennemføre rejsen på mere end 1.300 kilometer. Tilmed gennemførte han rejsen i de barske måneder februar og marts. En imponerende bedrift, som ikke var svær at sige ja til for kulturformidler Randi Kristensen, da tilbuddet kom.
”Ry er jo omgivet af store naturoplevelser, så det var oplagt at invitere Lasse forbi. Jeg er sikker på, at der er mange der bor her i omegnen som ikke går af vejen for en god historie og måske også selv sidder i en kajak i ny og næ.”
Hvis man ønsker at vide mere om kajak og rosporten, så vil der også være mulighed for at spørge de lokale klubber Gl. Rye Kajakklub og Ry Roklub, som er medarrangører af aftenen sammen med Ry Bibliotek. Så der er rig mulighed for at sætte sig godt til rette indendørs denne januar-aften, og tænke på hvilken kulde Lasse måtte ro i, mens der fingrene kan varmes over en kop kaffe. Arrangementet foregår i bibliotekets læsesal d. 27. januar, og billetter købes via biblioteket.
Kommentarer