Ry

Opfordring til Ry Hallerne: Kom tilbage i arbejdstøjet

Foto: Skanderborg kommune

Udmeldingen fra Ry Hallerne om at træde ud af samarbejdet om en ny skole og daginstitution ærgrer formand for Børne- og Ungdomsudvalget Trine Frengler. Ry Hallerne repræsenterer fritidsbrugerne, og deres input er vigtige i arbejdet fremadrettet. 

  Planerne for en moderne og attraktiv skole og daginstitution centralt i Ry er ved at tage form. Det forberedende arbejde har været i gang siden januar 2021, hvor et enigt Byråd besluttede at bygge en ny skole og daginstitution ved Ry Hallerne. 

I sommerferien meldte Ry Hallerne, der indtil nu har været medlem af bygherreledelsen, ud i pressen, at de trækker sig ud af arbejdet med at planlægge af byggeriet.  

Bekymringen går blandt andet på, at der ikke bliver plads til de nuværende brugere, når de kommende skolebørn også skal benytte Ry Hallernes faciliteter. Derudover hedder det, at Ry Hallerne ikke har plads til udvidelser i fremtiden med den kommende placering af skole og daginstitution.  

Fortsat plads til fritidsbrugere

Udmeldingen fra Ry Hallerne ærgrer Trine Frengler, formand for Børne- og Ungdomsudvalget. 

– Inden for de næste 10 år kommer der mere end 500 ekstra skoleelever og 150 ekstra børn i dagtilbud i Ry-området. Dem skal vi have plads til, og det er derfor vi bygger en ny skole og daginstitution. Det betyder selvfølgelig, at flere skolebørn skal have idrætsundervisning i Ry Hallerne, men som beregningerne ser ud for de næste 10 år, vil der fortsat være plads til børnehaverne, senioridrætten og andre brugere, siger Trine Frengler og fortsætter: 

– Hvis det skulle blive aktuelt at udvide Ry Hallerne, så kan det fint lade sig gøre. Muligheden for udvidelse har været et tema undervejs i processen efter Ry Hallernes ønske, og derfor ærgrer jeg mig over udmeldingen. Ry Hallerne repræsenterer også fritidsbrugerne i byggeprocessen, og jeg synes ikke, at det er fair over for dem, at man bare melder sig ud. Derfor er min opfordring til Ry Hallerne klar: Kom nu tilbage i arbejdstøjet. Vores dør står i hvert fald åben. 

Kloge kvadratmeter

Over alt i Skanderborg Kommune er Byrådet optaget af at skabe “kloge kvadratmeter”, så nye byggerier har flere funktioner og på den måde udnyttes bedre. Det giver mening både økonomisk og miljømæssigt. Fællesskabets Hus i Ry, Skanderborg Fælled og den nye skole og daginstitution i Hørning er gode eksempler på den tankegang.  

– Den nye skole og daginstitution skal ligge ved Ry Hallerne, fordi det er centralt, og fordi vi kan skabe synergi og bæredygtighed ved at tænke det 7800 kvadratmeter store byggeri sammen med de eksisterende faciliteter. Skolen bliver i princippet tilgængelig 24 timer i døgnet, og det kan give en række nye attraktive lokaler for borgerne i Ry. Man kunne for eksempel forestille sig yoga eller fællessang i skolens aula om aftenen. Skolen kan også bruges til overnatning i forbindelse med stævner ved Ry Hallerne. Mulighederne er mange, men det kræver, at vi skaber ideerne og samarbejder om udformningen af byggeriet, og hvordan vi skal bruge det i praksis, siger Trine Frengler. 

Den nye skole og daginstitution i Ry skal efter planen stå klar i sommeren 2026. 

Kommentarer