Ny pris til lokale klimahelte i Skanderborg
Skanderborg Kommune hylder lokale klimainitiativer med “Grøn Skanderborg Prisen”.
Affaldssortering, genbrugsmursten, mindre kød i køkkenet og flere delebiler på vejene. Overalt i Skanderborg Kommune ser vi flere og flere gode initiativer, der er med til at mindske vores forbrug og udledningen af CO2.
Nu hylder Skanderborg Kommune de lokale klimahelte med en helt ny pris, Grøn Skanderborg Prisen, som uddeles for første gang til Klimafest i Fælledhallen fredag den 1. april.
– Listen af gode eksempler på lokale klimaløsninger er lang, og jeg er sikker på, at vi ikke engang kender til halvdelen af dem endnu. Jeg håber, at vi med Grøn Skanderborg Prisen kan være med til at sætte fokus på de gode ideer og ildsjælene bag, så de kan inspirere endnu flere af os til at gøre endnu mere for klimaet, siger Claus Leick, der er formand for kommunens klimaudvalg og medlem af Det Grønne Panel.
Alle kan indstille kandidater til Grøn Skanderborg Prisen. Blandt indstillingerne udvælger Det Grønne Panel tre kandidater til prisen, og blandt dem findes vinderen ved afstemning til Klimafesten.
Kender du en kandidat til Grøn Skanderborg Prisen? Indstil ham/hende – eller dig selv – til prisen på www.skanderborg.dk/klimapris senest 1. marts.
Kommentarer