Skanderborg by

Mulighed for friplejehjem rykker nærmere

Foto: Skanderborg kommune

Byrådet sagde onsdag aften ja til at gå videre med dialogen omkring etableringen af et eller flere friplejehjem i Skanderborg Kommune.

Muligheden for friplejehjem i Skanderborg Kommune kom onsdag aften et vigtigt skridt nærmere virkeliggørelse, da Byrådet satte rammer og retning for den videre proces og dialog med interesserede aktører. 

Socialudvalget har det seneste års tid drøftet mulighederne, ligesom udvalget har været i dialog med en række interesserede aktører, der har henvendt sig for at drive friplejehjem i kommunen og med forslag til konkrete projekter. 

– Det her er en sag, som vi har arbejdet intenst med siden august sidste år. Vi har haft gode og intense politiske drøftelser undervejs, og vi har haft en rigtig god dialog med de forskellige aktører, som har meldt sig på banen for at drive friplejehjem i Skanderborg Kommune. Jeg er rigtig glad for, at vi nu har fået Byrådets opbakning til at gå videre i processen med fire udvalgte aktører, siger formand for Socialudvalget Anders Laugesen (V). 

Konkret besluttede Byrådet at fortsætte dialogen med de to fondsdrevne friplejehjem Danske Diakonhjem, som vil afsøge mulighederne i Skanderborg-området, og OK-fonden, som er interesseret i at drive friplejehjem i Ry-området. 

Herudover besluttede Byrådet at udtrykke opbakning til, at borgergrupperne i Hårby og Låsby går videre med at udvikle på de projektskitser, som de har præsenteret for Socialudvalget.  

– Om der på et tidspunkt vil komme friplejehjem i Skanderborg Kommune er selvfølgelig først og fremmest op til de fire aktører, som nu fortsætter med at udvikle deres projekter og med at kigge på egnede beliggenheder. Men vi har sendt et vigtigt positivt signal om, at vi er klar til at kigge på myndighedsbehandlingen herunder eventuelt lokalplanarbejde og byggetilladelser, når projekterne kommer så langt, siger Anders Laugesen.  

Skanderborg Kommune har i dag ni kommunale pleje- eller lokalcentre. Det eller de kommende friplejehjem bliver et supplement til den kommunale ældrepleje. 

Kommentarer