Debat og politik

Morten Østergaards afløser er nu folketingskandidat i Aarhus

Susan Kronborg indtog pladsen i Folketinget efter den tidligere leder af Radikale Venstre, Morten Østergaard, på baggrund i de personlige stemmer hun fik i Østjylland. Nu har hun ved generalforsamlingen i Aarhus Radikale Venstre, opnået opstilling som folketingskandidat i Aarhus.

Susan Kronborg er i dag partiets indfødsretsordfører og boligordfører, ligesom hun sidder i bl.a. Folketingets skatteudvalg og retsudvalg.

På området for statsborgerskab er der ofte heftige diskussioner i folketingssalen med de øvrige indfødsretsordførere Marie Krarup, Mette Thiesen, Marcus Knuth og Morten Dahlin. Med Susan Kronborg’s uddannelse som jurist, og legum magister, er det en udfordring som passer hende godt.

Via boligordførerskabet er der også et slag at kæmpe for den grønne dagsorden. Senest har Susan Kronborg kritiseret konsekvenserne for vores klimaregnskab ved at nedrive boliger i ghettoerne samtidig med regeringen vil bygge 22.000 almene lejligheder i andre områder.

Da uddannelsen er taget på Aarhus Universitet og med mange års erhvervserfaring med arbejdssæde i Aarhus, har Susan Kronborg et fortroligt forhold til Aarhus, og har været en særdeles aktiv støtte for de radikale byrådskandidater ved kommunalvalget, men også i en række andre sammenhænge, fra taler ved demonstrationer vedrørende krav om ”ligebehandling” af flygtninge, til lokal affaldssortering med byrådsmedlem Metin Lindved Aydin og ”en for holdet”.

Susan Kronborg kommer fra en stilling som jurist i Skatteministeriet og i Skattestyrelsen. Hendes mand Henrik Staunskjær driver advokatvirksomhed i Skanderborg og Horsens.

Fritiden tilbringer de ofte i familiens sommerhus på Helgenæs.

Susan Kronborg udtaler:

Danmark skal spille en endnu større rolle internationalt:

Vi skal bekæmpe klimakrisen ved at dele vores know how. Danmark er eksempelvis internationalt førende på teknologi vedrørende begrænsning af vandspild fra 70 pct. til 6 pct.

Bemærk i den forbindelse, at 60 pct. af vores vand-virksomheder ligger i Østjylland, nemlig Kamstrup, Grundfos og AVK m.fl.

Og vores løsninger indenfor bæredygtigt byggeri skal være det nye ‘vindmølle-eventyr”.

Så er der jo det med skatten: Vi skal bekæmpe skattely globalt. Efter 25 år i skatteministeriet og Skattestyrelsen er det en vigtig dagsorden for mig, at vi tager et opgør med de internationale koncerners skattely.

De anvender også vores veje og deres ansatte benytter tillige vores sundhedsvæsen, skoler og børnehaver.

I det hele taget skal vi træde endnu mere ind på den internationale scene og tage vores del af ansvaret.

Udover at bekæmpe skattely globalt og dele vores know how – skal vi også tage imod flygtninge på en værdig måde. De har brug for et arbejde, et hjem og en sikker havn. Det gælder alle flygtninge.

Det er med optimisme og entusiasme jeg således fremadrettet vil kæmpe for de radikale mærkesager i Aarhus og i resten af Østjylland.

Men også med vemod: Tak til min hidtidige kreds Skanderborg, Odder, Samsø for opbakning, inspiration og støtte: Det har bestemt ikke været en nem beslutning, og jeg ser frem til fortsat samarbejde på andre fronter.

Kommentarer