Ry

Morgenbogsnak fortsætter efter succesfuld premiere

Foto: Skanderborg Kommunes Biblioteker

Nyt initiativ fra Ry Bibliotek har fået en god start

”Start dagen godt ud med en hyggelig snak om bøger over en varm kop kaffe og kringle.” Sådan lød opfordringen i september, da der første gang blev inviteret indenfor til en morgensnak om bøger på Ry Bibliotek. Opfordringen er stadig gældende, når biblioteket igen åbner dørene den 27. oktober kl. 9-10. Litteraturformidler Emily Melsen Aaskov glæder sig til at gentage det nye morgen-koncept:

”Det var rigtig hyggeligt sidst, og det var ikke blot mig som bibliotekar, der kom med anbefalinger, men alle delte ud af deres gode læseoplevelser. Det var en rigtig dejlig måde at starten dagen ud på, og jeg glæder mig til næste gang.”

Det er dog ikke et krav, at man selv har en bunke anbefalinger med, understreger Emily:

”Det vigtigste for os er, at folk får en god start på dagen. Så hvis man bare har lyst til at møde op og lytte, så er man selvfølgelig også mere end velkommen til det.”

Biblioteket har indtil videre de to næste morgenbogsnakke i kalenderen – hhv. 27. oktober og 1. december – men regner med at fortsætte efter nytår. Det er ganske uforpligtigende, gratis og uden tilmelding.

Arrangementet præsenteres i samarbejde med projekt “100 sunde åndehuller”.

Kommentarer