Skanderborg by

Mathilde er årets økonomielev i Østjylland

Mathilde Reck fik prisen overrakt af Søren Sørensen, formand i HK Privat Østjylland. Foto

Den bare 18-årige Mathilde Reck fra Skanderborg-virksomheden Illux.dk er kåret til årets økonomielev af HK Privat Østjylland.

Mathilde vandt på baggrund af indstillingen fra hendes kolleger, hvori der blandt andet stod:
“Mathilde har fra dag 1 været en drømmeelev. Hun er ambitiøs, fagligt dygtig, struktureret, lærenem, arbejdsom, dedikeret og meget moden af sin alder. Ingen på kontoret havde gættet, at hun kun lige er fyldt 18 år. Mathilde er meget positiv, vellidt, altid klar på nye udfordringer, og der kommer aldrig sure miner, når de lidt mere kedelige opgaver bliver lagt på hendes bord.”

Prisen blev overrakt i firmaet kort før jul.

Alle medarbejdere i produktion og administration var samlet i kantinen til det, de troede skulle være et fagligt oplæg, men i stedet blev Mathilde Reck overrasket af Søren Sørensen, formand i HK Privat Østjylland, der kunne overdrage diplomet og en gave til årets elev inden for økonomi.

– Det var så dejligt at se, hvor overrasket og glad, Mathilde blev. Kåringen er ikke bare en cadeau til Mathilde, men bestemt også til hendes kollegaer, som giver deres elev mulighed for at stortrives. Det var dejligt at se, fortæller Søren Sørensen.

Prisen som årets elev i HK Østjylland tildeles hvert år til en elev, der er fagligt dygtig og, som samtidig gør noget positivt for arbejdsmiljøet på arbejdspladsen – altså er en god kollega.

Der uddeles priser for forskellige uddannelsesområder, og Mathilde Reck vandt for økonomi.

Kommentarer