Erhverv

Landmænd i Skanderborg får gratis øko-tjek

Skanderborg Kommune arbejder for at sikre rent drikkevand for borgerne i kommunen. Derfor er de gået sammen med Økologisk Landsforening om at tilbyde alle landmænd i kommunen et gratis omlægningstjek. Foto: Økologisk Landsforening.

Skanderborg Kommune og Økologisk Landsforening tilbyder gratis omlægningstjek til landbrug og frilandsgartnerier i områder med særlige drikkevandsinteresserer i kommunen.

I det nye år kan konventionelle landmænd, frugtavlere og gartnere i Skanderborg Kommune få hjælp til at finde ud af, om de skal omlægge produktionen til økologi. I samarbejde med Økologisk Landsforening tilbyder kommunen et gratis omlægningstjek til cirka 350 landbrug i områder med særlige drikkevandsinteresser.

Grundvandsbeskyttelse står højt på dagsordenen i Skanderborg Kommune, og her spiller landbruget en vigtig rolle, fortæller formand for kommunens miljø- og planudvalg, Claus Leick (F):

– Skanderborg Kommune er ambitiøs, når det drejer sig om at sikre rent drikkevand til de næste generationer. Derfor prøver vi nu med en opfodring til landbruget om at omlægge til økologisk landbrug, og vi håber, at mange vil tage imod tilbuddet om et omlægningstjek, siger Claus Leick.

Giver landmanden overblik

Det er Økologisk Landsforening, der foretager omlægningstjekket ved et besøg, hvor en landbrugsfaglig konsulent gennemgår ejendommen sammen med landmanden, forklarer Jens Peter Hermansen fra Økologisk Landsforening:

– Vi kigger på ejendommens produktions- og afsætningspotentiale i et økologisk perspektiv og giver den enkelte landmand overblikket over, hvad et skift vil betyde for ham her og nu og på den lange bane. For nogle vil det give mening at lægge om til økologi med det samme, blandt andet fordi efterspørgslen på økologiske fødevarer fortsat er stigende, siger projektleder Jens Peter Hermansen fra Økologisk Landsforening.

Tilbuddet om omlægningstjek er frivilligt og uforpligtende. Landmænd, der ejer eller driver arealer i områder med særlige drikkevandsinteresser i Skanderborg Kommune, vil modtage et brev i e-boks om muligheden for omlægningstjek.

Danskerne ligger fortsat flere økologiske varer i indkøbskurven

Danmark er det land i verden, hvor forbrugerne køber flest økologiske varer. I 2019 var 12,1% af danskernes fødevareindkøb økologisk, hvilket er den højeste markedsandel sammenlignet med noget andet land i verden. I Skanderborg Kommune er der i dag omkring 65 økologiske bedrifter. På landsplan udgør økologiske landbrugsarealer 12%.

Kilde: Økologisk Landsforening.

Kommentarer