Køkkenpersonale på kursus i plantemad
Pastinak forklædt som fiskefilet: 38 deltagere har bidt skeer med plantekøkkenet på kursus støttet af Klimapuljen.
Hele efteråret har Designmejeriet i Stilling dannet ramme om kurset AMOK, plAntebaseret Mad i Offentlige Køkkener. Her har den stået på tilberedning af frokostretter, pålæg og sandwichfyld, en dag med fokus på varme retter og en foredragsaften med sygeplejerske og forfatter Stig Ladefoged, der fortæller om plantebaseret kost, sundhed og fødevarernes klimaaftryk.
Nye ideer i køkkenet
Deltagerne, der har meldt sig til kurset, har været personale fra Skanderborg Kommunes offentlige køkkener, og initiativtageren bag AMOK, Jette Boye Petersen, vil gerne give kursisterne nye ideer og måder at tænke plantebasereret kost på:
– Jeg ønsker at inspirere andre, så de har lyst til selv at engagere sig og være passioneret omkring plantebaseret kost. Det er vigtigt, at deltagerne selv hygger sig og har det sjovt med madlavningen på kurset, siger hun.
Udover hønsefri og æggefri salat er der blandt andet blevet lavet fiskefileter af bagt pastinak, der til forveksling ligner og smager som de panerede rødspætter, vi kender fra køledisken.
Marie-Louise er ernæringsassistent i børnehaven Elgårdsminde. Sammen med otte kolleger fra andre dagtilbud i Hørning vil hun gerne blive klogere på veganske retter og plantebaseret kost. Kollega Heidi fra daginstitutionen Toftelunden er allerede blevet inspireret:
– Jeg vil helt sikkert prøve nogle af de smørepålæg, som vi er blevet præsenteret for. Vi serverer i forvejen hummus, og det er børnene glade for, forklarer Heidi.
Støttet af Klimapuljen
AMOK-kurserne er blevet til, fordi Jette Boye Petersen i foråret fik tildelt midler fra Skanderborg Kommunes klimapulje. Puljen er nu åben igen. Der er deadline for at søge midler til projekter onsdag den 27. oktober.
Kommentarer