Kan det gamle kastanjetræ blive til en skulptur?
Det store kastanjetræ på Adelgade i Skanderborg er dødt og skal fjernes fra stedet. Fagfolk undersøger, om stammen kan fjernes i ét stykke, så den kan få nyt liv et andet sted i kommunen.
Kastanjetræet ved Adelgade 20 har været en del af bybilledet i ca. 170 år, men træet er desværre blevet ringere og ringere over de sidste år.
Flere redningsaktioner har været iværksat – blandt andet en topkapning sidste år – men det gamle træ står desværre ikke til at redde.
– Vi har holdt nøje øje med træet og har hjulpet det så godt, som vi kunne. Det er løbende blevet beskåret for at tilpasse træet til de svækkede rødder og for at undgå farlige situationer med store, rådne grene. Men træet er stort set dødt, og derfor bliver vi nødt til fjerne det for sikkerheds skyld, siger Hanne Kold Jensen, miljømedarbejder i Skanderborg Kommune.
Stammen skal opbevares i Hørning
Der har vist sig at være interesse for at bruge stammen i samlet form, hvis det kan lade sig gøre.
Derfor undersøger en ekstern træekspert i disse uger, om stammen er i en tilstand, som gør, at den kan tages ned i ét samlet stykke og bugseres ud af byen.
– Hvis stammen ikke er rådden, og den kan tages ned i ét stykke, skal en kran løfte den over på en blokvogn, som så skal køre den forsigtigt ud af byen. Så er det planen at opbevare stammen på materielgården i Hørning, indtil den eventuelt skal bruges i anden sammenhæng, siger Jonas Kroustrup, chef for Teknik og Miljø.
Han forklarer, at der ikke er et konkret projekt, som træet skal bruges til, men at der kan være forskellige muligheder.
– Det kan være som skulptur, element på en legeplads, en kæmpe bordplade, eller hvad ved jeg. Men hvis det kan lade sig gøre, så bevarer vi stammen hel, og så dukker der måske en spændende idé op efterfølgende, siger Jonas Kroustrup.
Det gamle træ i Adelgade er en hestekastanje, som blev plantet midt i 1800-tallet. Det er altså cirka 170 år gammelt. Normalt bliver kastanjetræer max 150 år.
Kommentarer