Højboskolen får stor EU-bevilling til internationale frivillige
Skolen har fået en rammebevilling til at huse internationale frivillige de næste syv år. Bevillingen lyder på omkring kr. 300.000 pr. år.
Bevillingen fra det Europæiske Solidaritets Corps under EU dækker de omkostninger, der er forbundet med at give de frivillige et sted at bo og kost-, lomme- og rejsepenge. De unge er frivillige og får derfor ikke løn under opholdet. Der er typisk fire frivillige ad gangen i en periode på ca. 10 mdr.
Højboskolen har gennem de seneste fire år haft internationale frivillige på skolen, gennem et andet EU program, så skolen har en betydelig erfaring i at arbejde med internationale frivillige.
Højboskolens elever møder de frivillige i engelsk- og tysktimer, hvor de optræder som native speakers. Det giver eleverne en god mulighed for at udvikle deres sprogfærdigheder.
Eleverne møder også de frivillige som ekstra voksenhjælpere i fag som håndværk og design, hjemkundskab og billedkunst. De yngre børn møder de frivillige i SFO’en, hvor de igangsætter og deltager i forskellige aktiviteter med børnene. Derudover vil de frivillige bidrage med aktiviteter inden for emner som bæredygtighed og solidaritet.
Skolens forældre er begejstret for de frivillige unge.
– Bevillingen fra EU giver os mulighed for at bygge videre på og udvikle det arbejde som skolens personale har gjort gennem de seneste år med frivillige på skolen. Som forældre er man glad for at børnene får mulighed for at møde de frivillige og få en længerevarende relation til dem gennem deres skolegang, det er med til at danne og udvikle vores elever positivt, siger næstformand i bestyrelsen Mette Lund Jensen.
Krydderi i undervisningen
De unge frivillige kommer fra hele Europa og er typisk mellem 19 og 25 år. De har meget forskelligartede baggrunde, men bruger ofte opholdet til en afklaring af deres eget videre uddannelsesforløb, eller som en pause mellem en bachelor og kandidatuddannelse.
Skolen får langt flere ansøgninger end de fire pladser, der årligt er, og kan derfor oftest vælge unge som i forvejen har erfaring med at arbejde med børn.
Det er skolens internationale koordinator Mette Hansen Grotrian, som står bag EU-ansøgningen.
– Jeg er rigtig glad for at ansøgningen blev godkendt i første forsøg, det betyder naturligvis meget at komme godt fra start med et nyt EU-program, siger Mette Hansen Grotrian.
Ifølge skoleleder Peder Pedersen er personalets indstilling helt afgørende, hvis man vil have frivillige på skolen.
– Det er i kraft af personalets åbenhed, at projektet kan lade sig gøre. Vi er stolte af, at vi har et personale som med åbne arme inviterer de frivillige med i undervisningen og fritidsaktiviteter som et ekstra krydderi og ressource, siger Peder Pedersen.
Kommentarer