Erhverv

Hårdt ramte virksomheder venter månedsvis på corona-kompensation

Mia Amalie Holstein, cheføkonom og politisk chef i SMVdanmark. Foto: SMVdanmark

En stikprøve i en af de hårdest ramte brancher i SMVdanmark – oplevelseserhvervet – viser, at næsten halvdelen af virksomhederne stadig venter på at få udbetalt kompensation for restriktionerne. I gennemsnit har de foreløbigt ventet 70 dage. Det er helt uacceptabelt, mener SMVdanmark.

Corona-restriktioner som f.eks. forsamlingsforbuddet og rejserestriktioner har i gennemsnit skåret over 80 pct. af oplevelseserhvervenes omsætning bort. Alligevel oplever næsten halvdelen af disse hårdt ramte virksomheder, at de må vente i månedsvis på at få udbetalt deres kompensation.

I en stikprøve, som SMVdanmark har foretaget blandt sine medlemmer, der er leverandører til kultur- sport- og eventbranchen, svarer 47 pct., at de stadig venter på kompensation, og i gennemsnit har de foreløbigt ventet i 70 dage. Det er helt galt, mener Mia Amalie Holstein, cheføkonom og politisk chef i SMVdanmark.

”Vi har at gøre med nogle af de hårdest ramte virksomheder i Danmark. De har mistet stort set hele deres indtægtsgrundlag, og er dybt afhængige af kompensationen, så de kan betale deres regninger og deres ansattes løn. Derfor er det helt uacceptabelt, at de skal vente så længe på pengene,” siger hun. Hun understreger, at der er tale om en stikprøve med svar fra 68 virksomheder, så det er ikke statistisk sikkert, at det er et problem i hele branchen, men hun fastholder, at det er et kæmpe problem for de mange virksomheder, der er ramt.

Flere af virksomhederne svarer, at de har sendt ansøgninger i august, som de fortsat venter udbetaling for.

”Vi har eksempler på virksomheder, der først venter to måneder, før de hører noget tilbage fra Erhvervsstyrelsen, og så pludselig bliver de bedt om ny og meget omfattende dokumentation, hvilket de får en uge til at fremskaffe, hvorefter de skal vente igen. Det er helt skævt og urimeligt. Det må aldrig blive langsom bureaukrati, der står i vejen for, at virksomhederne får de penge, de har krav på,” siger Mia Amalie Holstein.

Ventetiden betyder også, at virksomhederne ikke kan må søge de nye kompensationspakker, før de er blevet endeligt godkendte til de gamle.

57 pct. af de virksomheder, der fortsat venter på kompensation, svarer i undersøgelsen, at udbetalingen har høj eller meget høj betydning for mulighederne for at sikre virksomhedens overlevelse i 2021.

”Oplevelseserhvervet er stærkt nødlidende og har brug for den ilt, som kompensationen er. Selvom deres butik næsten er gået i stå, har de stadig regninger, der skal betales, ansatte de gerne vil holde på, og julegaver til børnene, der skal købes. Her må Erhvervsstyrelsen ikke være dem, som skubber dem ud i konkursen,” siger Mia Amalie Holstein.

Kommentarer