Fysiohuset åbner ny klinik i Aarhus med fokus på børn og familien

Fredag er der åbningsreception hos Børneklinikken Fysiohuset i Aarhus. Et behandlingssted med plads til fællesskab, leg og gode snakke over en kop kaffe eller en grøn smoothie. Og Kulminationen på en drøm, som startede i Over Fussing ved Randers.
I dag fredag den 5. september åbner Fysiohuset dørene til en helt ny klinik i Aarhus: Børneklinikken Fysiohuset.
Bag den ambitiøse satsning står makkerparret Nille Hald og Thomas Rasmussen, der allerede driver Fysiohuset Randers og Fysiohuset Skanderborg. Men for Nille Hald har åbningen af Børneklinikken i Aarhus en særlig betydningen – det er en drøm, der går i opfyldelse.
– Det har altid været mit store ønske at etablere en klinik med børn og forældre i fokus, fortæller Nille Hald, der i sit professionelle virke altid har haft et særligt fokus på børn og deres familier.
Nu bliver drømmen til virkelighed med en specialklinik, der rummer alle aspekter af børns og unges trivsel – og ikke kun de fysiske udfordringer.
Børneklinikken tilbyder behandling af babyer, børn og teenagere, men også støtte til forældre og gravide. Her kan familier få hjælp til alt fra motoriske vanskeligheder og angst til mistrivsel og diagnoser. Klinikken har blandt andet søhestetræning for børn med motoriske udfordringer, CrossFys for teenagere og parterapi. “Vi oplever ofte, at patienten åbner sig, når vi har gang i behandlingen. Ofte viser det sig, at det at have ondt ikke alene har fysiske årsager,” forklarer Nille Hald.
Et mødested med plads til fællesskab
Klinikken er tænkt som et “børne- og forældrehus” med dejlige farver, to sale til leg og tummel, og hyggelige behandlerrum. Ønsket er, at Børneklinikken ikke bare skal være et sted, man kommer for at blive behandlet, men et mødested, hvor man lige bliver lidt længere. “Vi har verdens bedste kaffemaskine,” smiler Nille Hald og understreger, at klinikken skal være et sted, hvor man kan tage en kop kaffe, en grøn smoothie og få en snak med andre forældre eller behandlerne.
- Helene, sundhedsplejerske. Pressefoto.
Fra kollegaer til makkerpar
Nille Hald og Thomas Rasmussen var kollegaer i flere år, inden de i 2018 startede deres rejse som selvstændige med overtagelsen af Fussingø Fysioterapi ved Randers.
Klinikken, som fik navnet Fysiohuset Randers, har siden udviklet sig til et tværfagligt hus med 10 fysioterapeuter samt en osteopat, en diætist, en fodterapeut og en neurooptometrist.
I 2019 fulgte åbningen af Fysiohuset Skanderborg, der ud over 11 fysioterapeuter også har en jordemoder tilknyttet.
Med Børneklinikken Fysiohuset på Silkeborgvej 51 i Aarhus går makkerparret nu ‘all in’ på deres tredje satsning – en klinik, der udelukkende fokuserer på børn, unge og forældre.
Åbningsreception
Børneklinikken åbnede officielt mandag den 1. september, og i morgen fredag den 5. september fejres åbningen med en reception, hvor alle er velkomne fra klokken 15, oghvor man kan hilse på behandlerne og kigge på lokalerne.
Børnene kan få brændt noget krudt af i hoppeborgen og hygge sig med slushice og popcorn. Imens kan voksne nyde en sludder over en fadøl eller en vand.
– Så kig forbi fredag i vores nye, fantastiske lokaler, lyder opfordringen fra Nille Hald.
Kommentarer