Galten

Erhvervsklima: Mange virksomheder anbefaler Skanderborg Kommune

Mange virksomheder ønsker at etablere sig i Skanderborg Kommune. Her er det fra byggemodningen af et nyt, stort erhvervsområde i Stilling tæt ved E45. Foto: Per Bille

Borgmester Frands Fischer glæder sig over en god østjysk placering i DI-undersøgelse, selv om sidste års samlede 19. plads er vekslet til en 25. plads. Han opfordrer dog DI til at kigge kritisk på undersøgelsesmetoden.

Skanderborg Kommune er den bedste erhvervskommune i Aarhusområdet i 2022. Det konkluderer Dansk Industri (DI) i den store, årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed.

DI fremhæver blandt andet adgangen til kvalificeret arbejdskraft og kommunens arbejde med at styrke sagsbehandlingen, så virksomheder hurtigt kan få hjælp og komme i gang med at bygge i Skanderborg Kommune. 

 -Vi ved, at Skanderborg har meget fokus på deres sagsbehandling, så det er fortjent, at det bliver honoreret af virksomhederne. Vi ved også, at der er masser af aktivitet i byggerier i Skanderborg Kommune, så byggesagsafdelingen har nok at se til. Derfor er det yderst positivt, at Skanderborg arbejder med, at alle de mange henvendelser møder en kompetent og effektiv sagsbehandling, siger Anders Strange, formand for DI Østjylland.

Skanderborg Kommune falder tilbage i den samlede placering fra en 19. plads i 2021 til en 25. plads i år. Ifølge DI skyldes det ikke en egentlig tilbagegang i Skanderborg Kommune, men snarere en hårdere national konkurrence, hvor andre kommuner har forbedret sig. 

God adgang til arbejdskraft

Borgmester Frands Fischer glæder sig over, at Skanderborg Kommune fortsat ligger i den gode ende blandt landets 98 kommuner og nr. 1 i Aarhusområdet. 

– Vi er en erhvervskommune med utallige vækstvirksomheder og veluddannede medarbejdere, og I Byrådet har vi meget fokus på at skabe gode vilkår for erhvervslivet. Jeg er især glad for, at DI-undersøgelsen peger på, at vi er blandt de bedste i kategorien ”arbejdskraft”, som er altafgørende for virksomhederne, siger Frands Fischer. 

Han fremhæver også de gode ambassadør-takter blandt virksomhederne. DI-undersøgelsen konkluderer, at 7 ud af 10 virksomheder i Skanderborg vil anbefale andre virksomheder at komme til kommunen. 

Samtidig er der en række områder, hvor Skanderborg kan registrere tilbagegang. Skanderborg Kommune vil derfor sammen med ErhvervSkanderborg og DI nu undersøge og vurdere, hvad der kan gøres for at vende den udvikling.

Dialog mellem erhvervsliv og kommune

I DI-undersøgelsen går Skanderborg Kommune tilbage inden for området dialog mellem erhvervsliv og kommune. 

Det ærgrer Morten Kohsel, formand for ErhvervSkanderborg, der er kommunens erhvervsråd og bindeled til de lokale virksomheder. 

– Det er ærgerligt at konstatere, at Skanderborg Kommunes placering er dårligere end sidst. ErhvervSkanderborg har lavet en undersøgelse tilsvarende DI’s, hvor vi har bedt virksomhederne om at skrive, hvorfor de svarer, som de gør. Disse svar vil vi nu gennemgå og derefter tage stilling til, hvilke fokusområder, vi mener, der skal satses på det kommende år for at gøre det bedre, siger Morten Kohsel.

Kritisk over for undersøgelsesmetoden

DI har undersøgt kommunernes erhvervsklima i mange år. Gennem årene er undersøgelsen blevet udvidet med en lang række parametre, og der kommer løbende nye til.  

Det udvander undersøgelsen og resultaterne, mener borgmester Frands Fischer. Derfor vil han tage kontakt til DI med opfordring til, at man overvejer undersøgelsens design. 

– Årets DI-undersøgelse kigger eksempelvis også på den personlige beskatning og på kvaliteten i de kommunale folkeskoler, som er vigtigt for kommunens borgere, men i mine øjne har det ikke meget med erhvervsvenlighed at gøre. Det er ærgerligt, for undersøgelsen er med til at skabe dialog om erhvervslivets vilkår lokalt, siger Frands Fischer. 

Se DI’s måling af erhvervsklimaet her.

Kommentarer