Skanderborg by

’Eksamensdagen’ gik godt for Låsby Skoles nye skolepatrulje

Foto: Skanderborg kommune

Torsdag var 10 elever fra Låsby Skoles kommende skolepatrulje til ‘skolepatruljekursus’, hvor de blev trænet – og eksamineret – i at hjælpe små og store elever sikkert over Skolevej.

Efter efterårsferien vil eleverne på Låsby Skole blive hjulpet over vejen af en helt ny skolepatrulje, når de om morgenen går eller cykler til skole.

Skolepatruljekursus

De 10 skolepatruljeaspiranter måtte dog først igennem et skolepatruljekursus, der torsdag blev afholdt på skolen med deltagelse af blandt andet lokalpolitiet og en repræsentant fra Skanderborg Kommune.

“Skolepatruljekurset er et lovkrav, når man opretter en ny skolepatrulje. Men det er også en rigtig god idé, fordi eleverne bliver klædt ordentligt på til rollen som skolepatrulje. Og så anerkender vi også vigtigheden af deres kommende rolle, hvor de er med til styrke trafiksikkerheden”, fortæller skoleleder på Låsby Skole, Peter Bech.

Kursusdagen startede med tre timers skolepatruljekursus, hvor eleverne gennem praktiske øvelser blev klædt på til at agere skolepatrulje.

Til eksamen

Efter øvelserne blev aspiranterne to og to eksamineret af Skanderborg Kommunes repræsentant og en lokalbetjent, der testede deres evne til at hjælpe skolebørn sikkert over vejen og tænde de to nye skolepatruljeanlæg, som Skanderborg Kommune har bygget på Skolevej.

Og alle elever bestod med bravour, fortæller Peter Bech.

“Det gik helt som det skulle, de klarede det alle rigtig flot. Og så var det tydeligt, at de hyggede sig rigtig meget, hvilket er en vigtig del af det at være skolepatrulje – nemlig sammenholdet og det sociale”, fortæller skolelederen.

Kurset blev afsluttet med uddeling af kursusbeviser og ID-kort, hvorefter den nye skolepatrulje blev fejret med kage og sodavand i selskab med deres forældre.

Hjælp skolepatruljen

Projektleder Jette Schmidt var Skanderborg Kommunes repræsentant på kursusdagen, hvor hun udover at eksaminere eleverne også uddelte reflekshandsker til den nye skolepatrulje, så de bliver lettere at se i de mørke morgentimer.

Hun glæder sig over skolens nye trafiktiltag og opfordrer samtidig alle bilister til at respektere skolepatruljens arbejde.

“Skolepatruljen kommer til at gøre det mere trygt og sikkert for børnene at krydse vejen til skole i morgentimerne, hvor der godt kan være en del trafik ved skolen. Forhåbentlig vil det betyde, at endnu flere elever vælger at gå eller cykle til Låsby Skole i stedet for at blive kørt, så vi generelt får mindre biltrafik i skoleområdet. Og så håber jeg naturligvis, at kørende forældre og andre trafikanter vil støtte op om skolepatruljens arbejde ved at være opmærksomme, når de kører på Skolevej,” fortæller Jette Schmidt, der arbejder med trafiksikkerhed i Skanderborg Kommune.

Låsby Skoles nye skolepatrulje kommer til at stå på Skolevej, den primære vej til og fra Låsby Skole, i spidsbelastningen omkring kl. 08. Skolepatruljens første dag bliver mandag efter efterårsferien, den 25. oktober.

Kommentarer