De mindste børn kan glæde sig til nye rammer på Veng Skole
Det er slut med vuggestue og børnehave i en ældre pavillon, når Veng Børnehus til sommeren 2024 får nyrenoverede lokaler at rykke ind i på Veng Skole.
Der er en større rokade i sigte, når man stiller kikkerten ind på Veng Skole og Veng Børnehus.
Byrådet har netop besluttet, at projektet om at give Veng Børnehus nogle nye omgivelser, nu kan sættes i gang.
Veng Børnehus, der dækker over både vuggestue og børnehave, skal flytte ind i den fløj, der nu huser SFO’en. Her bliver der renoveret, så 15 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn kan få deres daglige gang med fire stuer, krybberum og personalestue.
Den nuværende SFO flyttes til samme lokaler som indskolingen. Et tidligere omklædningsrum til skolens gymnastiksal, som nu bruges til depot, bliver renoveret, så indskolingen og SFO’en får et ekstra lokale til rådighed.
– Veng Børnehus er et godt eksempel på at tænke bæredygtigt ved at renovere eksisterende bygninger i stedet for at bygge nyt. Det nuværende børnehus samt den tidligere inspektørbolig rives ned og frigør plads til udeareal. De velfungerende lokaler i indskolingen udnyttes til fulde ved at blive omdannet til SFO, når indskolingsbørnene får fri fra skole, forklarer Pernille Lynge, projektleder i Skanderborg Kommune.
Udetoiletter og ny p-plads
I forbindelse med ombygningen, sker der også ændringer udenfor. I området, hvor den nuværende pavillon med Børnehuset er, bliver der sat et udetoilet op, så børnehavebørnene ikke får langt til toilettet, når de leger ude på legepladsen.
– Vest for Låsbyvej, altså overfor skolen, bliver der etableret 15 nye parkeringspladser. Dermed bliver det nemt at komme til den nye vuggestue og børnehave, når man kan parkere tæt ved tunnelen og gå den vej ned til Børnehuset, siger Pernille Lynge.
Formand for Børne- og Ungdomsudvalget Trine Frengler er begejstret for, at de mindste borgere i Veng kan se frem til nyere lokaler.
– Ved at rykke ind på skolen kommer der en helt ny synergi mellem de mindste børn, skolebørnene og medarbejderne. Børnene i Børnehuset kan for eksempel bruge skolens musiklokale, mediateket og gymnastiksalen, når skolens elever ikke benytter lokalerne. Det er kloge kvadratmeter, vi får for pengene, siger Trine Frengler.
Hele projektet, inklusiv det nye parkeringsareal, koster ca. 17 mio. kroner.
Renoveringen er planlagt til at begynde i slutningen af år 2023. De nye lokaler forventes at tages i brug sommeren 2024, hvor parkeringspladsen også vil være klar.
Kommentarer