Debat og politik

Danmark mangler faglært arbejdskraft

Af Kai Høstrup, Medlem af byrådet, Socialdemokratiet

Flere skal tage en erhvervsuddannelse og obligatorisk erhvervspraktik i folkeskolen er et kæmpe skridt på vejen.

Byrådet behandler onsdag d. 29. september en sag om obligatorisk tilbud om erhvervspraktik i 8 og 9 klasse.

Det er virkelig på høje tid vi får formidlet viden om erhvervsuddannelserne ud til de unge mennesker. I 2030 kommer Danmark til at mangle 99.000 faglærte og vi har 45.000 unge under 25 år, som hverken er i uddannelse eller arbejde.

De unge oplever, at før de kan starte på en erhvervsuddannelse, er de nødt til at have et indblik i det arbejdsmarked, de kommer ud på. Erhvervspraktikken kan give et indblik i arbejdsmarkedet på en måde, der ikke er mulighed for andre steder i udskolingen.

Undersøgelser viser at 81 procent af unge i 9. klasse, der skal starte på en erhvervsuddannelse og har været i erhvervspraktik, synes, at praktikken har hjulpet dem i at vælge uddannelse. Det samme er kun gældende for 63 procent af de unge, der starter på en gymnasial uddannelse. Alle folkeskoleelever har ret til en uges erhvervspraktik i 8. og 9. klasse, men flere steder er det eleverne og deres familiers ansvar at finde en praktikplads.

Vi skal have partnerskabs aftaler med virksomhederne i kommunen på at de hjælper med at stille praktikpladser til rådighed. Flere steder foregår den almindelige undervisning samtidig, hvilket får nogle til at fravælge erhvervspraktikken. Det er derfor vigtigt at praktikken bliver obligatorisk, og uden undervisning de uger praktikken løber.

97 procent af de unge får et uddannelsesblik gennem brobygningen, men skal vi have flere i retning af erhvervsuddannelser, så er man nødt til at bidrage med et arbejdsmarkedsblik. Derfor kan der være fordel i at se erhvervspraktikken som en lige så naturlig del af vejledningen, som brobygningen er i dag.

Forslaget om obligatorisk erhvervspraktik i folkeskolen har været alt for længe undervejs i byrådet i Skanderborg. Op til sidste kommunalvalg afholdt LO-Skanderborg vælgermøde på Fælleden, og her var samtlige partier enige om at erhvervspraktikken skulle indføres hurtigst muligt. Det er så nu, og vi har travlt.

Kommentarer