Galten

Dagplejen er forældrenes hemmelige favorit

Foto: Dagplejen i Skanderborg

Forældre er glade for dagplejen i Skanderborg Kommune. Det viser en lokal tilfredshedsmåling lavet af Danmarks Statistik. Alligevel overser mange dagtilbuddet. Derfor barsler dagplejen med en række kreative tiltag for at skabe opmærksomhed bl.a. Østjyllands nok største gadekridt-tiltag.

Mere end 9 ud af 10 forældre er tilfredse med dagplejen i Skanderborg Kommune. Dermed er dagplejen den type dagtilbud, som forældre er mest tilfredse med. 

Alligevel er der på trods af ventelister til daginstitutioner omkring 30 ledige pladser hos dagplejen rundt omkring i kommunen.  

Hele 63 procent af forældrene svarer, at de er meget tilfredse med dagplejen. 28 procent svarer, at de er tilfredse. Med andre ord letter 91 procent af forældrene på hatten over dagplejen i Skanderborg. Til sammenligning er den samlede tilfredshed (tilfreds + meget tilfreds) med børnehaverne 79 procent.

Det viser en stor tilfredshedsundersøgelse af dagtilbudsområdet, som Danmarks Statistik har gennemført i perioden oktober 2021 til april 2022 blandt 228.000 forældre på landsplan. Rapporten med resultaterne for Skanderborg Kommune blev offentliggjort i sommeren 2022. 

– Det er dejlig læsning, at forældrene værdsætter dagplejen i så høj grad. Jeg er dog ikke så overrasket over resultatet, for børnene får en god og tryg base, og vores dagplejere er både dedikerede og kompetente mennesker, siger Trine Frengler, formand for Børne- og Ungdomsudvalget. 

Tryghed og nærhed

En af de forældre, der er meget tilfredse med dagplejen, er Stinne Adamsen fra Hylke. 

Datteren Liv er i dagplejen i øjeblikket, og tidligere har hendes søn Eddie også gået i dagpleje. 

– Vores dagplejer har givet vores børn den tryghed og nærhed, som vi ønsker os, og har lært dem nogle fantastiske færdigheder, fordi de har tid til at tage individuelle hensyn til vores børn hver især. Vores dreng var bagefter på sprog, og her var vores dagplejer rigtig god til at vejlede os om, hvordan vi kunne understøtte ham i at tale mere, siger hun og fortsætter:

– Vi er som familie rigtigt glade for dagplejen, og vi er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning for vores børn at sende dem i dagpleje i stedet for vuggestue. 

Kridtstreger med vigtigt budskab

Else Sall, leder af dagplejen i Skanderborg Kommune, glæder sig også over resultaterne i tilfredshedsundersøgelsen. Hun håber, at de kan være med til at få flere forældre til at få øjnene op for dagplejen. 

I øjeblikket er der 30 ledige dagplejepladser fordelt over hele kommunen. Der er f.eks. ledige pladser i både Skovby og Hørning. 

Derudover har Skanderborg Kommune på grund af et stigende antal børn brug for at tiltrække flere dagplejere. Derfor sætter dagplejen nu en række kreative tiltag i søen.

– Dagplejerne arrangerer blandt andet ”Kollegakridt”, der må være den største gadekridt-aktivitet i Østjylland. På onsdag skriver og tegner mere end 40 dagplejere med gadekridt ude foran deres hus, som jo også er deres arbejdsplads. Målet er at give forbipasserende et smil på læben og vise, at et job i dagplejen er lig med farver, frihed og fællesskab blandt dagplejerne, siger Else Sall.

Gadekridt-eventen finder sted onsdag den 21. september kl. 17 hos dagplejere over hele kommunen. Nogle steder lader dagplejerne de kulørte gadekridt ligge fremme med en opfordring til forbipasserende om at tegne videre på gadeudsmykningen. 

Derudover arbejder dagplejen også på eventen ”Gå med en dagplejer”, hvor man kan mødes med en dagplejer og en børnegruppe og gå en tur sammen og undervejs få en snak om dagplejen både som arbejdsplads og som pasningstilbud. 

I øjeblikket er der 490 dagplejebørn fordelt på 156 dagplejere i Skanderborg Kommune. Der er blandt brug for nye dagplejere i Ry, Gl. Rye og Stilling.

Kommentarer