Hørning

Børn i Hørning udgiver en bog sammen med børnebogsforfatter

Fra venstre: Rufus Lasse Wetton Elg og Frederik Ravn Uldbjerg Nielsen. Foto: Skanderborg Kommunes Biblioteker

Det kan godt være, at ordene hopper og danser rundt på papiret, og at det der med at skrive kan være lidt vanskeligt, men det behøver ikke at være en forhindring for at skrive og udgive en bog. Det har seks børn fra Hørning i alderen 10-12 år bevist, da de brugte fire dage af deres sommerferie på at lave en bog sammen med børnebogsforfatter Majken Fosgerau Salomonsen. Det blev til en illustreret bog med titlen ”Den sindssyge havekrig”. 

Børn blev medforfattere til en børnebog

Børnene deltog i en workshop på Hørning Bibliotek i starten af deres sommerferie. Her var de med til både at skabe et persongalleri samt en masse små fortællinger i form af lydoptagelser, noter og tegninger. Børnebogsforfatter Majken Fosgerau Salomonsen tog derefter det hele med hjem og skabte på baggrund af alt materialet en samlet historie, der siden er blevet til en udgivelse med børnenes tegninger som illustrationer.

Bogen blev præsenteret på en fernisering på Hørning Bibliotek tirsdag d. 23 august. Her deltog børnene selv, deres venner, klassekammerater og familie. Til ferniseringen blev der læst op fra bogen og afspillet lydbidder fra workshoppen. Bogen er nu tilgængelig på Hørning Bibliotek, hvor alle interesserede kan få et gratis eksemplar, så længe lager haves.

Vi har jo fået lavet en bog

Frederik Ravn Uldbjerg Nielsen på 12 år fortæller: ”Det bedste har været, at det har været sjovt at være med, og at vi har haft et godt samarbejde med Majken og de andre, og så har vi jo fået lavet en bog.” Allerede tidligt i workshoppen skulle børnene faktisk selv beslutte, om bogen skulle udgives som en lydfortælling eller en fysisk bog. Og der var næsten ingen uenighed blandt de deltagende børn om, at de gerne ville udgive en fysisk bog. Ida Sofie Grønfeld på 11 år fortæller, at hun synes, at en lydbog ikke er helt så ”wauv” som en bog, mens Mathilde Kjær Schlie på 12 år helst ville udgive en bog, fordi deres tegninger kunne komme med i den.

En workshop med fantasi og evnen til at fortælle i fokus

Fælles for de seks børn er, at de alle har vanskeligt ved det der med at læse og skrive, men det har ikke været en forhindring for at skabe et fantasifuldt og sjovt univers. Det, der var i fokus på workshoppen, var netop ikke begrænsningerne, men derimod børnenes fantasi, forestillingsevne og lyst til at skabe både uhyggelige, skøre og sjove fortællinger til andre børn.

Om workshoppen og projektet

Børnebogsforfatter Majken Fosgerau Salomonsen har skrevet og udgivet børnebogsserien Trine Loppelil Sørøverhjerte på Gyldendal. Og hun er blot en blandt flere børnebogsforfattere, der har fået fornøjelsen af at producere og udgive en bog sammen med børn. Workshoppen er nemlig en del af et større projekt kaldet ”Små stemmer – store fortællinger”, der er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, hvor professionelle forfattere arbejder sammen med børn.

I projektet deltager Skanderborg Bibliotekerne, Silkeborg Bibliotekerne og Aarhus Bibliotekerne. Derudover medvirker et hold af forskere fra Center for Børns Litteratur og Medier, eReolenGo, Dansk Forfatterforening, Manuskriptskolen for børnefiktion og FilmX Midtjylland.

Kommentarer