Biografen og Biblioteket byder igen inden for til ‘kulturelle godbidder’
Ry Biograf og Ry Bibliotek inviterer igen inden for til deres fælles arrangementsrække ‘Bog & Film’.
Med efteråret kommer mørkere tider, hvor livet indendørs ofte trækker i os. Men hvorfor ikke trække ind i biografens mørke og se en interessant film efterfulgt af kaffe hos biblioteket?
Det er netop det, som arrangementsrækken ‘Bog & Film’ tilbyder. Her præsenteres et efterårsprogram med tre udvalgte film og efterfølgende uddybende oplæg i bibliotekets læsesal.
Efterårsprogrammet spænder vidt og starter ud fredag den 30. september kl. 13 med visning af ‘Frida’, Julie Taymors film om den verdenskendte mexicanske maler Frida Kahlo (1907-54) og hendes kontroversielle liv. Hovedrollen spilles af den kendte skuespillerinde, Selma Hayek, og blev beskrevet som hendes indtil da bedste skuespilpræstation. Hayek ønskede netop at portrættere den kendte kunstner.
Efter filmen fortsætter eftermiddagen i Bibliotekets læsesal, hvor foredragsholder Anne Valbjørn fortæller om Frida Kahlos liv og kunst, mens man samtidig kan nyde en kop kaffe eller the. Hvis man skulle få lyst til at få læse om Frida Kahlo eller andre kunstnere, så har Biblioteket samlet et inspirerende udvalg til lejligheden.
Billetter til arrangementet købes via biografens hjemmeside rybiograf.dk
Kommentarer