Afskaffelse af elafgiften er en gevinst for borgerne og den grønne omstilling

Af Malte Larsen, Socialdemokratiet
Vi mærker det alle sammen, når vi handler i supermarkedet. Vi kan ikke længere fylde indkøbskurven for det samme beløb som for bare ganske kort tid siden. Priserne på en lang række fødevarer har taget en himmelflugt. Noget skyldtes inflation, andet skyldtes stigende verdensmarkedspriser.
Til trods for lønstigninger, kan de stigende priser mærkes i alle familier. I de familier der har mindst giver prisstigningerne de største indhug i økonomien. Det skaber naturligvis bekymringer i den enkelte familie for, om man kan få det hele til at hænge sammen økonomisk. De bekymringer forstår jeg godt.
Den danske økonomi er bundsolid og statens finanser er i mere end topform. Vi opfatter det som en pligt at hjælpe. Vores forslag er derfor at afskaffe elafgiften i 2026 og 2027.
I en helt almindelig børnefamilie er den årlige besparelse beregnet til omkring 4.000 kr. I et almindeligt pensionisthjem forventes besparelsen at ligge på knap 3.000 kr. Men det er glædeligt, at der bliver en besparelse til samtlige danske husstande – og en lang række virksomheder.
Det her er ikke kun en klog skattelettelse, fordi dem, som har mindst, vil mærke det mest i deres hverdag. Det er også en klog skattelettelse, fordi den bidrager til den grønne omstilling. Det bliver billigere for danskerne at elektrificere, og det er der, vi skal hen.
Ambitionen for de kommende år, er at vi skal bruge, men også producere væsentligt mere vedvarende energi. Med de rigtige rammer, vil Danmark i løbet af få år være storeksportør af grøn energi.
Nedsættelsen af elafgiften vil også fjerne den paradoksale situation at elbilejere med solceller på taget, har et meget lille incitament til at lade bilen derhjemme.
Jeg er rigtig glad for, at vi nu tager dette initiativ. For Socialdemokratiet er det vigtigt hele tiden at arbejde for at gøre danskernes hverdag billigere og bedre, og det her er et af flere tiltag, vi har lagt på bordet. Det vil forhåbentlig give mere luft i økonomien og mere ro i maven hos mange familier i Østjylland og i resten af landet.
Kommentarer